Troldekonvention på Gjøl hylder afdød kunstner
I weekenden æres multikunstneren Thomas Dam og hans verdensberømte Gjøl-trolde på Gjøl kro. Arrangementet byder både på værker fra 1950'erne og en bogreception

Formand for bestyrelsen i Troldemuseet på Gjøl, Lisbet Emmery, med Gjøl-trolden 'Nina' i hånden. Foto: Thomas Lee Christensen
Hvis man tænker på Gjøl, er der for de fleste nok to billeder, der først tegner sig i hovedet. Mink og Gjøl-trolden. Men i denne weekend er der kun én ting i fokus på Gjøl, og det er ikke mink.
Når man åbner døren til Gjøl kro, er man ikke i tvivl om, at det drejer sig om trolde. Her bliver der nemlig afholdt Troldekonvention alle weekendens dage.
Kroen er fyldt med Trolde af enhver slags. Ikke bare Lykketrolde, som den mest populære af Gjøl-troldene hedder, men også adskillige af de nyere tilkomne versioner af troldene fra Gjøl.
Gamle trolde, troldebørn, og trolde med nissehuer. Sågar træudskæringer og linoleumstryk af trolde. Og størrelserne på troldene varierer fra fem centimeter i højden til trolde på omkring 1,5 meter.

Hvad er Gjøl-trolden?
Gjøl-trolden er designet af træskæreren Thomas Dam (1915 - 1989).
- Senere lavede han også troldene i både bl.a. keramik og linoleumsudskæringer.
De første trolde blev produceret tilbage i 1950'erne.
Dam Things Holding ejer rettighederne til Gjøl-trolden i dag, og de bliver solgt i det meste af verden.
Tidligere blev Gjøl-trolden produceret i Danmark, men nu foregår al produktion i Kina.
- Firmaet bySommer har licens til at producere og designe Gjøl-trolden i en nyere udgave, som sælges i flere af landets gavebutikker.
Gjøl-trolden har medvirket i flere Hollywood-film. Animationsfilmene 'Trolls' er baseret på troldene og bygget op med troldene som hovedpersoner.
- Men også i Pixar- og Disneyklassikeren 'Toy Story' er Thomas Dam's verdensberømte trold med.
En mindre udgave efter corona
Lisbet Emmery er formand for bestyrelsen i Troldemuséet på Gjøl og set med hendes briller, er det en stor weekend, vi går i møde.
Hun er én af initiativtagerne til projektet, som er blevet afholdt fem år i streg med undtagelse af sidste år.
- Det plejer jo at være en festlig dag. Coronasituationen stod desværre i vejen for at kunne afholde arrangementet sidste år, og det har gjort, at vi ikke ved, hvor mange der kommer. Det bliver spændende at se, siger hun.
Og det er ikke ubegrundet, at Lisbet har svært ved at sætte ord på antallet af gæster. Der er ingen gæsteliste, og alle er derfor inviteret til at slå et smut forbi kroen i weekendens løb.
Første gang de afholdte Troldekonvention, lejede de forsamlingshuset i byen. Det viste sig dog, at interessen var langt større end forventet, og hvad de troede skulle være et lille arrangement, viste sig at lokke over 1200 besøgende forbi det lille forsamlingshus.
- Så nu afholder vi det altså på kroen, griner Lisbet.
Og det er ikke kun folk fra Gjøl og omegn, der plejer at dukke op. Der har både været samlere fra ind- og udland, og sidste gang konventionen blev afholdt var der samlere og interesserede fra ni forskellige lande.
- Interessen for Gjøl-trolden strækker sig langt udover lokalområdet. Vi har haft både besøg fra kinesere og og amerikanere. Vi har eksempelvis en bekendt fra Las Vegas, som uden tvivl var kommet, hvis ikke det var for usikkert at rejse endnu. Men i år kommer der nok ikke så mange fra udlandet, fortæller hun.

Et meget lille udsnit af Beritt Mathiesens samling på mere end 2500 Gjøl-trolde. Foto: Thomas Lee Christensen
Flere forskellige designs
Selvom det er troldene, der er i fokus, var skaberen af Gjøl-trolden, Thomas Dam, mere end bare en trolde-mager. I dag ville man nok kalde ham en multikunstner.
Han tegnede, skar og designede også andre ting end trolde, men fælles for værkerne var, at hans specielle humor og evne til at se små, sjove ting i livet, skar igennem i hans kunst.
Særligt for dette års udgave af Troldkonventionen er, at de har fået lov at udstille nogle af Thomas Dam''s værker, som ikke har set dagens lys længe.
Blandt andet er der udstillet nogle større træudskæringer af Thomas Dams trolde, som i sin tid var udstillet i Karolinelund i Aalborg.
Dengang det stadig var et tivoli, prydede de spøgelseshuset, og var det ikke på grund af pladsmangel på kroen, havde endnu flere af hans værker fra Karolinelunden fået lov at blive vist frem.
- Det er nok det mest specielle, vi har, på konventionen i år. Det er vildt at tænke på, at disse trolde har været i Karolinelunden siden starten af 50'erne, fortæller Lisbet Emmery.
Ifølge hende handler weekenden ikke kun om Gjøl-troldene.
- Det handler også om at ære Thomas Dam og sprede budskabet om, hvor stor en indflydelse han har i hele verden, og hvor stor en kunstner han faktisk var, siger hun.

En af Thomas Dams træskæringer, der i sin tid prydede spøgelseshuset i det gamle tivoli i Karolinelunden i Aalborg. Foto: Thomas Lee Christensen
Verdens største samling
Beritt Mathiesen er en af dem, som simpelthen ikke kan få nok af Gjøl-trolden, og nok findes der samlere fra udlandet, men den største af dem alle, findes i Gjøl-området, og det er Beritt.
Beritt har en samling på over 2500 forskellige trolde. Til weekendens konvention udstiller hun et udsnit af sin store samling, og i forlængelse af det har hun lavet en bog med billeder af alle hendes Gjøl-trolde.
Konventionen bliver derfor også en bogreception, hvor hun for første gang viser og sælger hendes bog til trolde-entusiaster. Bogen kalder hun ensamlerguide.
- Bogen er over 300 sider og viser Gjøl-trolde af en hver art. Der er trolde, der mange år gamle og trolde, der er helt nye, fortæller Beritt Mathiesen.

Beritt Mathiesens nye bog, Thomas Dam og Gjøl-trolden - en samlerguide, ved siden af en nøje udvalgt Gjøl-trold til bog-receptionen. Foto: Thomas Lee Christensen
Beritt Mathiesen fik sin første Gjøl-trold i 1961, og især i de seneste 25 år har samlingen taget til.
Hun har også været en slags konsulent på Hollywood-animationsfilmsserien, Trolls, og i de senere år har hun været med til at designe noget af tøjet til Gjøl-troldene.
Hvad er det fedeste ved at have så stor en samling?
- Det er jo at have noget, de andre ikke har, griner hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.