Udskældt chef sagde op, alligevel får hun ni måneders løn

Sundheds- og arbejdsmarkedschefen er tidligere blevet anklaget for at skabe et dårligt arbejdsmiljø

Borgmester Mogens Chr. Gade (V) har fra start afvist anklagerne mod den øverste ledelse i SSB-forvaltningen, heriblandt Jannie Knudsen. Alligevel har hun valgt at forlade kommunen og tager ni måneders løn med sig ud ad døren. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Borgmester Mogens Chr. Gade (V) har fra start afvist anklagerne mod den øverste ledelse i SSB-forvaltningen, heriblandt Jannie Knudsen. Alligevel har hun valgt at forlade kommunen og tager ni måneders løn med sig ud ad døren. Arkivfoto: Bente Poder

JAMMERBUGT:Da nyheden kom ud i starten af januar, var der ikke overladt megen tvivl om, hvem der ønskede at samarbejdet skulle ophøre.

Sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen ønskede at stoppe i Jammerbugt Kommune og komme videre i sit arbejdsliv, skrev hun på LinkedIn.

At det var chefens eget ønske, blev også bekræftet af både kommunaldirektør Holger Spangsberg og borgmester Mogens Chr. Gade (V).

Kommunen indgik derfor en gensidig fratrædelsesaftale med den afgående chef.

Nordjyske har fået aktindsigt i den lønmæssige del af aftalen. Den viser, at Jannie Knudsen får løn til og med september 2023 og et ekstraordinært pensionsbidrag svarende til tre måneders løn. Selv om det er hende selv, der har ønsket at komme ud af jobbet.

Jannie Knudsen skal dog ikke arbejde perioden ud. Ifølge en mail, der blev sendt ud til både ansatte og politikere, ophørte samarbejdet 1. januar.

Jannie Knudsen kom til Jammerbugt Kommune som beskæftigelseschef i 2013. Senest har hun haft titlen sundheds- og arbejdsmarkedschef. <i>Arkivfoto: Johnny Jacobsen</i>

Jannie Knudsen kom til Jammerbugt Kommune som beskæftigelseschef i 2013. Senest har hun haft titlen sundheds- og arbejdsmarkedschef. Arkivfoto: Johnny Jacobsen

Udskældt chef

Jannie Knudsen har været omtalt flere gange i Nordjyske de seneste år. Både hun og forvaltningsdirektøren, Hanne Madsen, blev anklaget for at manipulere med økonomien og skabe et arbejdsmiljø baseret på frygt.

Anklagerne kom fra tidligere stabschef Michael Binderup. De blev dog afvist af både borgmesteren og kommunaldirektøren.

Senere fik Jannie Knudsen frataget sin ene chefkasket som sekretariatschef i Social-, Sundheds- og Beskæftigelsesforvaltningen.

Selvom timingen faldt sammen med behandlingen af anklagerne mod hende og forvaltningsdirektøren, forsikrede borgmesteren dog, at Jannie Knudsen blot havde været konstitueret i titlen, mens man manglede en sekretariatsleder.

I starten af januar kom det så frem, at Jannie Knudsen ønskede at stoppe i kommunen og havde indgået en gensidig fratrædelsesaftale.

Dengang ville kommunaldirektøren ikke kommentere, hvorvidt opsigelsen hang sammen med rigtigheden i anklagerne mod hende, men det afviste borgmesteren dog skulle være tilfældet.

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Mogens Chr. Gade. Han skriver i en mail, at han ikke har været involveret i forhandlingerne, men at han har fået fortalt, det økonomisk set er en udmærket aftale for Jammerbugt Kommune, selvom det ser dyrt ud.

Kommunaldirektør Holger Spangsberg skriver således i et skriftligt svar til Nordjyske:

"Den pågældende fratrædelsesaftale er indgået i fortrolighed, hvorfor jeg ikke har mulighed for at kommentere på indholdet i den konkrete sag. Generelt gælder for fratrædelsesaftaler, at de er gensidige. Det har derfor ikke nogen betydning for aftalens udfald, hvem der har taget initiativ til drøftelserne om en gensidig fratrædelsesaftale".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.