Manglende løn i Jammerbugt FC: Direktør lover penge på kontoen i en fart

Tirsdagens manglende lønudbetaling i Jammerbugt FC betegnes af klubbens direktør som en teknikalitet, man hurtigt får løst

Klubejer Klaus-Dieter Müller har ikke udbetalt løn tirsdag, men den skulle være på vej. Arkivfoto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Klubejer Klaus-Dieter Müller har ikke udbetalt løn tirsdag, men den skulle være på vej. Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

FODBOLD:Tirsdag er lønningsdag for de fleste danskere. Også for fodboldspillerne i 1. divisionsklubben Jammerbugt FC.

Flere kilder bekræfter overfor Nordjyske, at spillertruppen ikke har fået løn i Jammerbugt FC. Det er første gang, at man står i den situation, men det er ikke helt uventet, at man nu er havnet her.

Udviklingen kommer i kølvandet på, at bestyrelsen er gået og er blevet til et såkaldt advisory-board. Cheftræner og klub-guru Bo Zinck er også fortid på posten til nytår til trods for nærmest eventyrlige resultater. Det begynder man måske så småt at forstå nu.

Der er nemlig ikke gået løn ind til spillertruppen tirsdag morgen.

- Jeg har ingen kommentar til situationen på nuværende tidspunkt, siger anfører Christian Rye.

Nordjyske har været i kontakt med Søren Als Christiansen, der er direktør i Jammerbugt FC, og han forsikrer, at lønnen er på vej.

- Spillerne har lønnen på kontoen inden jeg går hjem fra kontoret i dag, eller senest i morgen tidlig, siger Søren Als Christiansen.

- Vi har en overførsel på vej. Jeg er ked af situationen, men vi skal nok få lønnen overført i en fart, siger Søren Als Christiansen, der forklarer, at den manglende udbetaling ikke er et spørgsmål om manglende likviditet men et spørgsmål om en forsinket overførsel.

- Man skal ikke være bekymret for klubbens økonomi fremadrettet. Det her skal meget gerne være et enkeltstående tilfælde. Der er stadig mange ting, vi skal have på plads i forhold til en ny ejer og en ny administration. Vi er i en overgangsfase, hvor vi kigger ind i 2022-budgettet, som vi skal have rettet til. Vi skal bruge lidt flere penge end forventet, fordi vi har fået mange spillere ind, men vi er gang med at skære til, og heldigvis rykker vi os også godt på sponsorsiden, siger Søren Als Christiansen.

I forhold til Klaus-Dieter Müllers engagement i klubben er der heller ingen grund til bekymring.

- Klaus-Dieter Müller har hele tiden bakket op om strategien og den udvikling, vi som klub skal igennem. Det har ikke ændret sig, siger Søren Als Christiansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.