Bæk ved populær badestrand var tvangslukket. Nu scorer den topkarakter
I en måned har der været forbud mod at bade og soppe i vandet i Blokhus Bæk, men nu er forbuddet ophævet
Opdateret 26. juli 2024 kl. 08:59
For en måned siden blev der konstateret forureningen i Blokhus Bæk, men nu er vandet i Blokhus Bæk igen rent.
Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
Blokhus Bæk løber igennem Blokhus og forbi nedkørslen til stranden og iskiosken.
Det er en analyse af vandet i bækken, foretaget af laboratoriet Eurofins, der giver badevandskvaliteten topkarakteren ”udmærket”.
- Det er glædeligt, at den løsning, som blev sat i værk for en måned siden, nu har fået det rene vand i bækken tilbage igen. Kilden til forureningen viste sig ikke helt let at finde, men straks den var fundet, blev der taget affære, og nu er bækkens problem heldigvis løst, siger Christian Hem, der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Jammerbugt Kommune.
Det seneste år har Jammerbugt Forsyning, som står for afledningen af spilde- og regnvand, og Jammerbugt Kommune, som er ansvarlig for vandløbenes kvalitet, søgt efter årsagen til forureningen af Blokhus Bæk.
Da der første gang blev gjort opmærksom på problemet, antog forsyningsselskabet, at kilden var en forkert opkobling på Tivoli-pladsen. Men fire måneder senere blev der igen observeret forurening i bækken.
I efterårs- og vintermånederne har der været færre beboere i sommerhusområderne, og derfor har det været svært at finde fejlen i nettet.
Først sidst i juni, lykkedes det at opspore kilden, som var forkert opkoblede spildevandsledninger et andet sted.
Jammerbugt Forsyning afskar med det samme den pågældende spildevandsbrønd, skriver forsyningsselskabet.
Nu har sommerens regn gennemskyllet Blokhus Bæk, og vandet er igen rent.
Jammerbugt Kommune tager løbende prøver af badevandet i havet, også helt tæt på udløbet af Blokhus Bæk, og her har der på intet tidspunkt været tegn på forurening, som har været bare i nærheden af grænseværdierne.
De skilte, der har forbudt badning i området, har alene gældt Blokhus Bæk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.