Vild tiltale: Savede sin finger af for at snyde sig til millioner
En 33-årig mand er tiltalt for at forsøge at snyde flere forsikringsselskaber

Scanpix Denmark
JAMMERBUGT:Det er en højest usædvanlig sag, Retten i Hjørring tager hul på i dag. Her er en 33-årig mand tiltalt for at gå ekstremt langt i forsøget på at svindle sig til forsikringspenge.
Manden er tiltalt for at have savet sin egen lillefinger af med en rundsav for at få udbetalt forsikringssummer for mange millioner kroner.
Sagen er helt tilbage fra april 2014, hvor den dengang 27-årig mand - ifølge anklageskriftet - skulle have fingeret ulykken med rundsaven på sin bopæl i Jammerbugt Kommune.
Den 33-årige anmeldte efterfølgende episoden som en arbejdsulykke til Arbejdsskadestyrelsen og 17 forsikringsselskaber, hvor han havde tegnet ulykkesforsikringer.
Samlet forsikringssum var hele 33 millioner kroner.
Det fremgår af anklageskriftet, at der kun var et forsikringsselskab der udbetalte en forsikringssum på knap 61.000 kroner.
Derfor er manden tiltalt for forsøg på bedrageri overfor de øvrige 16 forsikringsselskaber.
Sagen forventes at blive afsluttet 1. februar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.