Jan fik ret i sin anke

Beskæftigelses­ankenævnet afgør, at 46-årige Jan Møller skal have sygedagpenge i stedet for kontanthjælp.

Jan Mølle kan nu glæde sig over igen at komme på sygedagpenge og med tilbagevirkende kraft. Fotoet er fra den gang, han stadig kæmpede for sin ret.

Foto Henrik Louis Simonsen

Jan Mølle kan nu glæde sig over igen at komme på sygedagpenge og med tilbagevirkende kraft. Fotoet er fra den gang, han stadig kæmpede for sin ret. Foto Henrik Louis Simonsen

KVISSEL:Øjnene stråler og ryggen virker rankere, da Jan Møller dukker op på redaktionen for at vise den afgørelse, som Beskæftigelsesankenævnet har truffet.

- Jeg fik ret, siger han og peger på punkt 1 i brevet fra Beskæftigelsankenævnet, afgørelsen, hvor der står:

- Vi ændrer kommunens afgørelse. - Det betyder, at du har ret til sygedagpenge efter 27. august 2012, da du opfylder betingelserne i sygedagpengeloven for at få forlænget udbetalingen med henblik på afklaring af din arbejdsevne.

Ville ikke lyve

Beskæftigelsesankenævnet giver altså 46-årige Jan Møller ret i, at han er for syg til at gå ned til a-kassen og melde sig parat til arbejde, hvis der tages hensyn til hans dårlige ryg. Det nægtede Jan Møller, fordi hans rygsmerter er så store, så han skulle lyve over for en eventuel arbejdsgiver om, at han kunne arbejde på fuld tid med skånehensyn.

NORDJYSKE tog Jan Møllers sag op for en uge siden, efter han i otte måneder havde været på kontanthjælp, og som han sagde:

- Jeg har 700 kroner at leve for, når de faste udgifter er betalt.

Jan Møller, der har en fortid som butikschef, var blevet henvist til kontanthjælp, fordi Frederikshavn Kommune, mente, at man havde undersøgt ham tilstrækkeligt til at fastslå, at han kunne arbejde og derfor ikke skulle have sygedagpenge.

Forskellen mellem at være på sygedagpenge og kontanthjælp betyder for en enlig som Jan Møller 3500 kroner udbetalt, hver eneste måned. Sygedagpengene er nemlig langt højere end kontanthjælpen , og han får nu forskellen mellem kontanthjælpen og sygedagpengene tilbagebetalt fra den dag i slutningen af august 2012, hvor sygedagpengekassen blev smækket i.

Men det var altså en forkert afgørelse fra kommunens side.

Højst arbejde i en halv time

Jan Møller havde aldrig været i en arbejdsprøvning for eksempel i projektafdelingen, som han ellers selv havde foreslået.

Og det er her Beskæftigelsesankenævnet mener, at kommunen har truffet afgørelsen om Jan Møllers arbejdsevne på for tyndt et grundlag.

- Vi har lagt særlig vægt på. at der ikke har været afprøvning af dine erhvervsmæssige muligheder, skriver man.

Med til historien hører, at et møde om en arbejdsprøvning med henblik på et fuldtidsjob faktisk var på tale, mens Jan Møller stadig var på sygedagpenge. Men mødet blev aldrig til noget, fordi Jan Møller ønskede at sige sandheden, som han ser den:

- Jeg kunne ikke gå ind til et møde i Harald Nyborg og gøre som om, jeg kunne arbejde i tre timer, når jeg vidste, at jeg max. kunne arbejde en halv time.

Beskæftigelseankenævnet skriver direkte, at Frederikshavn Kommune skal give Jan Møller et tilbud om og iværksætte en arbejdsprøvning, hvor der netop tages hensyn til hans dårlige ryg og de skånehensyn , der skal tages, hvis han igen skal arbejde.

39 ugers sygedagpenge

Sygedagpengeperioden er i første omgang fastsat til 39 uger gældende fra 27. august 2012 og i den skal Jan Møller arbejdsprøves. Hvor længe hans sygedagpengeperiode derefter eventuel skal forlænges har Beskæftigelseankenævnet ikke taget stilling til for som de skriver:

- Det afhænger af sagens videre forløb, som vi ikke er bekendt med.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.