Japansk mærke klar til at købe den nye bil tilbage - på visse betingelser
Toyota kommer med ordning, som spænder et sikkerhedsnet under billånet med løfte om tilbagekøb af den finansierede bil. Det kan være en fordel, men afhænger af den enkeltes behov, lyder det fra FDM
Opdateret 30. september 2022 kl. 09:55
SIKKERHED: Få finansieret din nye bil gennem Toyota, og vi står klar til at købe den tilbage efter fem år til en i forvejen aftalt pris. Sådan lyder et nyt tilbud fra de danske Toyota-forhandlere, som på den måde vil tage brodden af den økonomiske usikkerhed omkring fremtiden og bilprisernes udvikling, som mange danskere kan have. Det handler om at fjerne usikkerheden ved det at eje en bil ved at give den garanterede tilbagekøbspris, lyder det fra importøren.
Anders Tystrup, der er pressechef hos Toyota Danmark, uddyber:
- Konceptet går helt enkelt ud på at skabe størst mulig tryghed for bilejeren den dag, han eller hun ønsker at skille sig af med sin bil. Med en garanteret tilbagekøbspris startende efter fem års ejerskab er bilejeren nemlig sikret at kunne betale hele sit billån ud uanset udviklingen af priserne på brugte biler i fremtiden, siger Anders Tystrup.
Der er dog visse krav. Man skal have købt en fabriksny Toyota efter 1. september i år og fået den finansieret med mindst 20 pct. i udbetaling. Den garanterede minimumspris ved tilbagekøbet vil som udgangspunkt altid være restgælden på billånet og er baseret på, at man kører 15.000 km om året og får bilen serviceret på et autoriseret Toyota-værksted. Tilbuddet træder i kraft den dag bilen fylder fem år og frem til lånets udløb.
Giver tryghed
Køber man f.eks en Toyota Aygo X med Active-udstyr til 144.990 kr. vil restgælden efter fem år være 52.000 kr. Men en lang række modeller er omfattet.
Der er frit slag, om man vil gøre brug af den garanterede tilbagekøbspris eller selv stå for salget af sin brugte bil. Det kan give god økonomisk mening, hvis man skylder mere i billånet end bilens reelle markedsværdi.
Det er et initiativ, som bliver positivt modtaget af FDM.
- Når vi går ind i krisetider, så er der fokus på tryghedsprodukter. Det handler om, hvordan man er stillet, hvis man ikke har råd til at have sin bil, eller at man vil af med den på et tidspunkt, siger Lennart Fogh, der er områdechef i FDM’s juridiske rådgivning.
- Hvis man får det med i prisen, skal man ikke sige nej. Man skal se det som en mulighed, man kan have i baghånden, hvis det bliver relevant, siger Lenart Fogh.
Han peger på, at man som forbruger i forvejen har en vis sikkerhed, som er indbygget i loven. Hvis man kommer i økonomisk uføre, vil man ifølge denne kunne aflevere sin bil og blive gældfri i de her særlige typer af lån, som formidles af bilforhandleren. Det er dog noget, som skal bruges med varsomhed, understreger Lennart Fogh. Derfor kan Toyotas tilbud være et fint supplement.
- Man skal dog være opmærksom på forudsætningerne, nemlig at man får finansieret bilen hos Toyota, og at man får lavet sin fremtidige service hos dem, mens der er en begrænsning på 15.000 km om året, som det koster et vist beløb kr. per km at overskride. Til gengæld ved man så, hvad bilen kan afhændes for, siger han.
- Her er et sikkerhedsnet for folk, der ønsker tryghed. Det er noget, som folk kigger mere på i en tid, hvor kriser nærmer sig. Hvis man alligevel ville bruge Toyota-værkstedet og køre i bilen i måske fem år, kan man lige så godt benytte dette og se, om man vil tage imod tilbuddet, eller sælge bilen selv. Hvis man derimod havde tænkt sig at køre i bilen kortere tid eller måske benytte et andet værksted, skal man vurdere på det, siger han.
Her kan privatleasing på de bedste forbrugervilkår, som typisk strækker sig over tre år, også være et alternativ.
- Bundlinjen er, at man ved begge dele her, får en fast pris for, hvad det koster, så man ved, hvad der skal betales undervejs, siger Lennart Fogh.
- Toyotas tilbud om tilbagekøb gælder ved biler, der er finansieret gennem Toyota Finans med 20 pct. i udbetaling. Aftalen skal løbe over minimum fem år, bilerne skal serviceres på et autoriseret Toyota-værksted og må højst køre 15.000 km om året.
- Eksempler:
- Toyota Aygo X Active – mindstepris på ca. 52.000 kr.
- Toyota Yaris Hybrid Active – mindstepris på ca. 75.000 kr.
- Toyota Corolla Hybrid Touring Sports Active Smart – mindstepris på ca. 110.000 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.