Japansk mikrobil mangler basalt sikkerhedsudstyr
Den faceliftede Mitsubishi Space Star koster fra 120.000 kr., men forventes at sælge mest i versionen til 135.000. Den mangler dog automatisk nødbremse
Opdateret kl. 15:47
PRISBILLIG: Bilpriserne stiger og udvalget af de mindste modeller er blevet indskrænket de seneste år. Nu melder der sig imidlertid en ny spiller på markedet.
Den danske Mitsubishi-importør har nemlig meldt priserne ud for den lille fem dørs Space Star, der lanceres inde for kort tid. Den starter fra lige godt 119.000 kr. for grundversionen, Inform, mens prisrækken slutter med topmodellen, Intense, der koster 155.000 kr.
Det bliver mellemmodellen, Cosmic til 135.000 kr., som Mitsubishi Danmark har størst forventninger til. Grundmodellen er nemlig ganske spartansk og uden aircondition, mens der ikke er langt fra næste niveau, som hedder Invite til 129.000 kr. og op til Cosmic, der bl.a. byder på syv tommers berøringsskærm med Apple Carplay/Android Auto, fartpilot og bakkamera.
Ingen af modellerne har automatisk nødbremse eller andet mere moderne sikkerhedsudstyr. Det trækker ned, især i lyset af at en topmoderne Toyota Aygo X koster 140.000 kr. med en pænt udstyrspakke.
Space Star-modellen blev lanceret tilbage i 2012. Den solgte ret godt herhjemme fra 2014-2017, ind til Mitsubishi trak sig fra det danske marked.
Den faceliftede version, som nu relanceres, har samme 1,2 liters benzinmotor på 71 hk, som er kendt i forvejen.
Bilen har rimelig plads til fem, men den befinder sig stadig i den klejne del af bilverdenen. Ejerne kan dog glæde sig over mærkets garanti på fem år/ 100.000 km.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.