Japansk prestigemærke gør op med stort problem i elbil
Lexus løfter niveauet på den elektriske UX 300e SUV, der nu får et større batteri, hvor rækkevidden øges fra 315 til 450 km
Opdateret 21. oktober 2022 kl. 10:05
FORBEDRES: Det er ikke let at ville være et prestigemærke, hvis man på bundlinjen har svært ved at levere noget ekstraordinært, og endnu sværere, hvis det er på det jævne.
Det måtte Lexus erkende, da mærket i fjor lancerede den elektriske mellemklasse SUV, UX 300e. Den havde nemlig et par år på bagen og var derfor mere eller mindre forældet, da den ramte de danske veje. Det gjaldt især på batteri- fronten, hvor det forholdsvist lille batteri på 54,3 kWh (Toyota oplyser ikke, om det er brutto- eller netto-effekt) kun rakte til at kunne klare 315 km på en opladning, hvilket reelt er noget mindre. Her spillede det ind, at modellen oprindelig var udviklet som hybrid.
Det får nu et løft til 72,8 kWh og dermed en rækkevidde på mere tidssvarende 450 km som en del af et midtvejsfacelift. Elmotoren yder stadig 204 hk, lige som den fortsat hurtiglader med beskedne 50 kW med det efterhånden sjældne Chademo-stik Retfærdigvis skal dog også siges, at Lexus har den topmoderne fuldt elektriske RZ 450e med samme batteri-teknologi som Toyota bZ4x på vej. Den har op mod 313 hk og klarer op mod 516 km på en opladning, mens den kan lynlade med 150 kW.
Bedre køredynamik
Der sker også andre forbedringer på UX300e. Her lover Lexus bl.a. en bedre køredynamik. Den er strammet op med finjusteringer af den elektriske servostyring og støddæmperne, ligesom karosseriets stivhed er forstærket med flere punktsvejsninger. Det er forbedringer, der skal spille sammen med batteripakkens placering under gulvet, som er med til at give et lavt tyngdepunkt, som også hjælper på køredynamikken.
Inden døre har kabinen fået en opgradering. Den omfatter bl.a. en ny multimedieskærm, der nu er på otte eller 12,3 tommer, alt efter udstyrsniveau. Samtidig er skærmen nu placeret 14 cm tættere på føreren, så man kan trykke på den, mens den noget bøvlede touch pad mellem forsæderne forsvinder. Der er nu også trådløs Apple Carplay/Android Auto.
Mere sikkerhed
Multimediesystemet omfatter nu også cloud navigation med information om den aktuelle trafik, så man kan planlægge ruten bedre og evt. omlægge ruten for at undgå forsinkelser.
Som noget nyt har lædersæderne fået en ny Kagome plisseringseffekt, som er inspireret af traditionel japansk kurvefletning, mens instrumentbrættets overfladetekstur er fra den japanske tradition med Washi-papirkorn, som ses på skydedøre i traditionelle japanske huse.
- Kom på markedet i 2019 (dec. 2018). SUV’en kunne fra starten fås med benzin-hybridmotor. Den elektriske variant fulgte lige efter.
De japanske teknikere har også skruet en tand op for sikkerheden. Med systemet Lexus Safety System Plus har man bl.a. fået føjet vejkrydsassistent til sikkerhedspakken. Vejkrydsassistenten hjælper her føreren med at foretage sikrere venstre- og højresving i vejkryds, hvor den automatisk bremser ned, hvis man har overset en fodgænger, cyklist eller modkørende bil. Den aktive vognbaneassistent er blevet bedre og hjælper undervejs med at småkorrigere rattet for at forhindre, at bilen utilsigtet forlader sin vognbane.
Desuden har den intelligente, adaptive fartpilot fået tilføjet en kurveassistent, der er med til automatisk at reducere hastigheden i sving alt efter kurvens skarphed.
Den faceliftede Lexus UX 300e lander herhjemme i første halvdel af næste år. Udstyr og priser kendes endnu ikke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.