Jeg er ikke bange for farver

- Jeg føler mig som en kunstner i verden, fortæller hun, mens hun sammen med Jette Abildgård og ophængningsholdet er ved at skabe den aktuelle udstilling på Kunstcentret.

- Når jeg har været et sted i en periode, har jeg virkelig et behov for at komme et nyt sted hen. Når man har fundet ud af, at det er den virkelighed, der findes her, så vil jeg gerne prøve en anden virkelighed, for der findes mange virkeligheder. Jeg kan godt lide at bevæge mig i det ukendte. Vi er jo mennesker i verden, og vi kan kommunikere sammen. Det er noget mit arbejde har givet mig mulighed for, og det er jeg glad og taknemmelig for. Jeg boede f.eks. fem år i Tunesien. Det var fantastisk at lære den virkelighed at kende, fortæller hun.

Maria Dubin er bl.a. kendt for at male meget store malerier og for at male i det offentlige rum.

- For mig er det vigtigt, at kunsten bliver bredt ud, og det kan jeg bedst gøre ved at være fysisk til stede. Det gælder om at skabe et atelier på stedet, og det har jeg gjort så forskellige steder som på et hospice, i Zoologisk Have og på et asylcenter. Jeg holder meget af at lave en vekselvirkning, hvor jeg nogle gange går ind i mit atelier og arbejder meget koncentreret, og andre gange går jeg ud og maler i det offentlige rum. Jeg vil gerne åbne en dør for nysgerrigheden for det at skabe kunst, fortæller hun.

Hvor vigtigt er det egentlig for os at kende processen, og er det ikke resultatet, det drejer sig om?

- Alle de mennesker, der har fulgt processen, vil, når de bagefter går på en udstilling, have en anden bagage til at kunne se på maleriet. Det giver en større indsigt. Jeg oplevede også, da jeg malede i Aalborg Zoo. Da kom folk jo ikke for at se et maleri, men for at se dyr. Da var der en far, der sagde, at han aldrig havde troet, at der var så meget arbejde med et maleri, og det kunne da godt være, at han skulle gå lidt mere på kunstudstilling. Maleriet er jo til alle, og jeg bruger mit fag internationalt. Der er ingen sprogbarriere. Hvis jeg kan være med til at skabe nysgerrighed hos børn eller hos andre til, at de får lyst til at gå ud og se mere, er det jo fantastisk, siger Maria Dubin.

- Jeg maler i det offentlige rum på samme måde, som hvis jeg var derhjemme i atelieret. Selvfølgelig vil der være en anden koncentration, men det er ikke en happening, men en arbejdsproces. Jeg er meget i kontakt med beskuerne. De snakker til mig og kommenterer, men de kritiserer aldrig. De accepterer min billedverden, og de accepterer, at det er den virkelighed, jeg kommer med. Kunsten kan skubbe nogle grænser, der gør, at man ser verden lidt anderledes. Den energi, jeg har, når jeg maler, mærker andre. Det tager meget energi at male i det offentlige rum. Når jeg har gjort det, kan jeg ikke noget de næste to-tre uger.

Bliver billederne anderledes, når du arbejder i det offentlige rum i forhold til værker fra atelieret?

- Ja, det synes jeg. De bliver jo lavet med en tidshorisont, der er splittet op. I mit atelier kan jeg gå måske op til flere år og arbejde på et billede, mens jeg har en tidsplan i det offentlige rum, så det er meget anderledes.

Du maler ofte meget store malerier. Hvorfor så stort?

- Jeg kan godt lide de store formater. Det største, jeg har lavet, er på 1.000 kvm, og det var til Rambølls nye hovedsæde i Århus. Jeg lavede værket på stedet. Jeg stod på en lift og blev kørt rundt på den. Det tog tre måneder. Det passer mig godt med de store formater, for jeg kan lide at bevæge mig. Det gør jeg konstant, og jeg sidder aldrig ned og maler. Jeg render altid rundt i rummet og ser det fra forskellige vinkler. Hvis jeg kan, vender jeg maleriet på hovedet flere gange for at fornemme balancen. Mine malerier er nok store, men der er jo masser af detaljer og farver. Det store værk til Rambøll var ganske vist i sort/hvid, men jeg er bestemt ikke bange for farver, og jeg vil betegne mig som kolorist, understreger Maria Dubin.

Hun har altid gang i flere projekter og ved også, hvad hun skal lave de kommende år.

- Jeg har skabt en bevægelse som hedder ’Artunite’. Det er en kunstbevægelse, der skal skabe kunst på asylcentre. I sommer havde jeg inviteret 15 kunstnere fra hele verden til et projekt. Først malede jeg seks måneder på Asylcenter Kongelunden, så kom de 15 kunstnere og fuldførte projektet med mig. Det var det første asylcenter, og jeg er ved at planlægge de næste. Det er noget, der ligger mit hjerte nær. Så har jeg et stort projekt på Rigshospitalet, hvor jeg er i gang med at udsmykke Finseninstituttet. Desuden har jeg lige fået en stor opgave i Paris, hvor jeg skal udsmykke et forskningscenter, så jeg kommer ikke til at kede mig, slutter Maria Dubin, hvis værker i øjeblikket kan opleves på Dronninglund Kunstcenter.