- Jeg er ked af det
Ægteparret Andersen mistede alt efter påsat brand
Opdateret kl. 08:11
Af Lone Hejlskov
lone.hejlskov@nordjyske.dk
RØDHUS: - Jeg er ked af det, jeg kan ikke forstå, at det ikke skulle være en menneskeret at få lov til at leve her i fred i naturens midte, siger Kjeld Andersen.
Natten til fredag gik minder fra mere end 40 års familieliv op i flammer sammen med arvegods, møbler, malerier etc.
Her raserede en påsat brand den smukt beliggende stråtækte ejendom på Rødhusvej.
- Jeg er chokeret over, at de mest betydningsfulde ting er væk, vi har mistet vores familiebilleder og video- og fotominder fra rejser i omkring 100 lande. Heldigvis har jeg fundet et enkelt billede fra min fars ungdomstid i 1920’erne, men ellers er alt væk, siger Kjeld Andersen.
Tilbage i 1979 stiftede parret feriehusudlejningsbureauet Sol og Strand. I dag sidder de begge i bestyrelsen for virksomheden og havde indtil natten til fredag hjemmekontor på ejendommen. Nu mangler de både kontor og hjem.
- Jeg kan se, at mit chatol, som jeg købte for min første løn, da jeg var i lære på et kontor i Aalborg, har overlevet branden, konstaterer Margit Andersen, da hun kigger ind i gennem de sprængte vinduer.
En 23-årig mand har erkendt at have sat ild til ejendommen, og han er nu varetægtsfængslet i fire uger og skal efterfølgende mentalundersøges.
Værdier for flere millioner kroner er gået tabt i branden, Kjeld Andersen skønner omkring 15 millioner kroner, men parret glæder sig over, at de var på besøg hos venner i nærheden, da branden opstod.
- Det er kun materielle ting, jeg er glad for, at vi fik lov til at beholde livet, siger Margit Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.