Brandstiftelser

Påsat brand raserede ejendom til 15 millioner kr.

23-årig mand ville hævne sig og gik 29 km for at sætte ild til stråtækt ejendom

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 18. august 2013 kl. 08:12

RØDHUS: Indtil fredag aften var det en liebhaverejendom i Sandmosen nær Brovst, men en påsat brand forvandlede i løbet af natten til fredag den stråtækte ejendom til nærmest en brandtomt.

- Huset er næsten udbrændt. Taget er væk. Der er kun ydermurene og en del af loftet tilbage, og det er hele er meget røg og sodskadet, sagde indsatsleder Ole Jensen fra Brandvæsnet i Jammerbugt under efterslukningen fredag.

Som hævn mod ejerne af huset på Rødhusvej ved Tranum satte en 23-årig mand nemlig ild på den stråtækte ejendom og ødelagde værdier for omkring 15 millioner kroner.

Beløbet kom frem under fredagens grundlovsforhør i Hjørring Byret, hvor den 23-årige mand erkendte at have sat ild på ejendommen og blev varetægtsfængslet i fire uger sigtet efter paragraf 180, der har en straframme på seks års fængsel. Desuden skal han mentalundersøges.

Forandrede sig

Den 23-årige kom til Danmark med sin familie som flygtning fra Afrika i oktober 2007.

Gennem sin mor lærte han ægteparret med ejendommen på Rødhusvej at kende og fik som hjælp lige før sommerferien 2012 tilbud om at arbejde for dem.

Han skulle male deres swimmingpool mod betaling.

Men anklager Mette Haugen dokumenterede i byretten, at ægteparret mente, der i den mellemliggende tid var sket noget med den 23-årige. Han syntes påvirket af narko og arbejdede langsomt.

Omvendt fortalte den 23-årige, at han fik penge for sit arbejde, men aldrig hele det aftalte beløb.

Var vred på ægtepar

Under alle omstændigheder var han vred på ægteparret og sendte efterfølgende en truende mail og havde en måned inden branden knust et vindue i ejendommen.

Selv om den 23-åriges mor havde bedt ham lagde sagen ligge, så planlagde han at brænde ejendommen af.

Det var det med formål, at han fredag eftermiddag til fods gik de 29 kilometer fra sit hjem i Nørresundby til ejendommen i Sandmosen.

Det var mørkt, da han nåede frem, og ægteparret fortrak til naboen, da den 23-årige luskede omkring. Politiet blev kontaktet, og sammen med en patrulje kørte ægteparret tilbage til ejendommen. Undervejs kunne de se det røde skær fra branden på nattehimlen.

Erkendte straks branden

Fremme ved indkørslen stod den 23-årige. Han blev anholdt klokken 00.01 og erkendte straks at have sat ild til huset.

- Ja, jeg ventede på politiet. Jeg brød først døren op og gik rundt i huset for at tjekke, at der ikke var mennesker eller katte i huset. Så gik jeg ud og satte ild til stråtaget to steder med min lighter, sagde den 23-årige roligt og tilsyneladende fuldstændig upåvirket i byretten.

Han accepterede varetægtsfængslingen, men protesterede mod en mentalundersøgelse.

- Jeg er rask, forsikrede han.

Men dommeren fulgte anklagerens ønske på grund af sagens grovhed, at der er tale om en planlagt forbrydelse og den 23-åriges meget rolige fremtoning.

Den 23-årige ønskede ikke at kære afgørelsen om mentalundersøgelse til landsretten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden