Jeg giver følelser og ord farver

- Udstillingen handler om alle de følelser, vi forbinder med blå eller blue, fortæller kunstneren.

- Det drejer sig om de mange følelser, der kan ligge i farvetonerne. Jeg forsøger at give følelser og ord farver. Nu foregår udstillingen i en kælder, men sidst, jeg udstillede, var det udendørs, så man kunne kigge igennem dem og ud på vandet eller op på himlen. Det er noget andet, når det er i kælderen. Så bliver det mere, som om man går ned i noget vand. Min tanke har oprindeligt været samspillet med luften, skyerne og den blå himmel. På den ene side har man vemodigheden i den der ’blue’, og på den anden har man glæden ved at vælge, at himlen jo altid er blå et eller andet sted, siger hun med et smil.

Vivi Linnemann har de seneste fire år boet og arbejdet i Schweiz sammen med sin mand og datter.

- Vi er kommet hjem nu på grund af min datters skolegang, men jeg arbejder stadigvæk i mit atelier i Zürich. Det var egentlig lidt tilfældigt, at vi bosatte os i Schweitz. Vi var faktisk på vej til Australien, men besluttede så at slå os ned i Schweiz. Det var min mand, der er selvstændig og arbejder med sikkerhedssystemer, der ønskede, at vi skulle bosætte os i Schweiz, og det gjorde vi så. Min familie er mit anker, og vi nød opholdet i Schweiz, hvor vi gjorde meget ud af at integrere os. Som kunstner er Schweiz et skønt land. Der er en god tradition for at købe kunst, siger hun, der er uddannet tegner og altid har malet og tegnet.

- Jeg havde efterhånden en følelse af, at jeg havde lavet alt det, jeg følte, jeg kunne nå med oliemaling og akryl og fik så lyst til at udforske nye ting. Jeg har været så heldig at deltage i flere uddannelsesforløb på Kunstakademiet i København. Jeg er ikke uddannet der, men har efteruddannet mig der. Jeg har et nøglekort til et plastlaboratorium, der nu er lukket, så der kan jeg rumstere så meget, jeg vil, og udforske mit materiale. Det startede jeg på i 2008, og allerede året efter udstillede jeg her på Kunstcentret på en censureret udstilling. Det var en syet skulptur af skumplast, men da var jeg allerede i gang med de her transparente ting. Det har været en stor udfordring, for det er ikke så nemt at arbejde med. Jeg har heldigvis det store held, at jeg har et godt samarbejde med en fabrik i Schweitz. Jeg lejer deres værksted og kan her undersøge og udforske materialet, fortæller hun.

- Jeg synes, det er spændende at lave skulpturer, der har nogle andre kvaliteter end de traditionelle skulpturer har. Mine skulpturer er meget lette, så jeg kan løfte dem og transportere dem rundt. Jeg minder ganske givet om en bladskæremyrer, der slæber rundt på kæmpestore sting, for de vejer ikke noget særligt. Det er akrylglas, som nogle kalder plexiglas. Det er stærkere, end man tror, så jeg kan nemt flytte rundt på det. Jeg er meget fascineret af materialet og brænder for at arbejde med det. Det er på en måde en indre nødvendighed, der giver én et kick, der gør, at man bliver glad og beriget af det. Derfor er de mennesker, jeg arbejder sammen med i den proces, meget vigtige. Når man er selvstændig, som jeg er, kan man jo vælge, hvem man vil arbejde sammen med. I San Francisco, hvor jeg boede i fire år, har jeg lært, at man skal lave det, man gerne vil. Så kommer pengene også. Det er den filosofi, jeg har valgt. Hvis folk ikke vil købe mine ting, må jeg jo lave noget andet. Det skaber en vis dynamik, og det er ironisk nok nemmere i et fremmed land. Der er altid en nysgerrighed, hvis man kommer med noget, der ikke er set før. Hvis man tager ud og starter helt fra nul, så er der altid nogen, der synes, det er fantastisk, det man laver, siger hun.

- Jeg tror ikke på, at man skal vente på inspirationen. Man skal bare gå i gang. Det gør jeg, og så kommer det som regel til mig, hvis jeg er i tvivl. Der ligger mange tanker bag min kunst, men jeg vil egentlig hellere høre, hvad andre får ud af det, slutter Vivi Linnemann.

Frem til den 18. december kan man selv gå på opdagelse i installationerne og fornemme, hvad kunstneren har på hjerte.