Jeg har øvet mig i ti år

- Det er ikke fotografier, for et fotografi er jo bare en kopi. Jeg forsøger at skabe følelser og skabe udtryk med liv i. Det er ikke bare teknik, fortæller 55-årige Karl-Erik Andersen, der siden 1978 har været ansat ved militæret. I øjeblikket er han ansat på Fregatten Absalon, der de seneste år har jagtet pirater ud for Somalia.

- Jeg er elektromekaniker på skibet, og vi er væk fire måneder i træk. Selv om det er stort skib med over hundrede ansatte, så er det en lille verden. Det var her, jeg fandt ud af, at man slapper godt af ved at tegne. Det brugte jeg en masse tid på, for man er nødt til at øve sig igen og igen. Der er så mange detaljer, der skal være på plads, og det tager tid. Jeg kan sagtens bruge en halv snes timer på et portræt. Det skal ligne og vise, hvem personen er, siger han.

- Den barske kriger i mig er vist ved at slumre, og det er nu de mere bløde værdier, der fylder mest, konstaterer han.

Selv om han har boet mange år i Nordjylland, kan hans dialekt ikke skjule, hvor han er født.

- Jeg er født i København og flyttede som 6-årig til Strandby. Min far var ansat ved søværnet og blev udstationeret i Frederikshavn. Det var noget af en omvæltning at komme fra Saxogades Skole til skolen i Strandby, der på daværende tidspunkt var, hvad jeg vil kalde indre missionsk. Det var virkelig en omvæltning, men jeg må jo være faldet til, for jeg er blevet boende i Nordjylland, fastslår han.

De sidste mange år har han med sin familie boet i Melholt, hvor han har renoveret det gamle mejeri. Det er et stort hus med plads til hans mange interesser. Foruden at tegne laver han også drejede ting i træ, ligesom han også er skrap til at knytte i fladknob. Han har blandt andet knyttet en klokkeknebel til en skibsklokke og er i gang med en endnu større knebel. Desuden er han aktiv musiker i et jazzband fra Hals. Her spiller han guitar, så han er en særdeles alsidig herre.

- Jeg har mange interesser, men det er tegningen, jeg vil kaste mig over fremover. Jeg bruger virkelig mange timer på at øve mig. Man bliver aldrig dygtig nok. Noget af det, jeg har brugt mest tid på, er at male gråt og hvidt hår og skæg. Det er ikke så ligetil, når man bare bruger en sort blyant. Jeg synes selv, jeg er blevet nogenlunde til det, men jeg øver stadig. Jeg skal til at indrette et rum her i huset, hvor jeg kan sidde og tegne. Det vil jeg gerne gøre meget mere. Jeg har også efterhånden så mange tegninger, at jeg gerne vil til at udstille et eller andet sted. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan man gør det. Jeg har jo bare tegnet for min egen skyld, men jeg er nu kommet så langt, at jeg mener, jeg er klar til at modtage bestillinger på portrætter. Jeg føler, jeg er så dygtig nu, at jeg kan påtage mig opgaven, hvis der er nogle, der ønsker det. Jeg er jo ikke professionel, så jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal tage for et portræt. Jeg plejer at forlange en flaske whisky for det, men jeg må nok til at finde en pris, for jeg vil gerne videre med det her, slutter Karl-Erik Andersen.