Fodbold

- Jeg lever i en drøm

Sådan oplevede eks-AaB’eren Lucas Andersen sin debut for Ajax

Lucas Andersen var tæt på at score i debuten for Ajax, men traf stolpen. Foto: Scanpix.
Lucas Andersen var tæt på at score i debuten for Ajax, men traf stolpen. Foto: Scanpix.

Opdateret kl. 10:44

AMSTERDAM: 88 minutter spillet. Amsterdam ArenAs øjne retter sig mod de nordjyske fødder, der for 10 minutter siden fik debut på Ajax’ førstehold. Det er Lucas Andersen. Med lavt tyngdepunkt og elegante berøringer er han kommet frem til en én-mod-én-situation mod Groningens målmånd, Luciano da Silva. Publikum rejser sig.

- Jeg får bolden fra Viktor (Fischer, red.) og tænker bare: ”Nu har du chancen”. Det føles som 20 sekunder, mens jeg bare står og følger bolden på vej, forklarer Lucas Andersen efter kampen.

Men den går ikke i nettet. Læderet rammer indersiden af stolpen og springer ud i det lille felt. Ingen følger op på returen.

- Det er sådan én, der kommer til at nage mig resten af livet. Det kunne have været drømmedebuten.

Overvældende oplevelse

Selv om den nordjyske grønsvær er skiftet ud med Amsterdam ArenA, ligner det under opvarmningen til Ajax’ kamp mod Groningen den samme Lucas Andersen, man kender fra AaB. Brian Laudrup-frisuren er der stadig, afleveringerne sætter sig ved medspillernes tæer, og følingen med bolden er fiks.

Alligevel ser det 18-årige stortalent mere overvældet ud af Amsterdam ArenA, end hvis det havde været græstæppet hjemme i Aalborg. Han kigger jævnligt op omkring sig for at se, hvordan legepladsen de næste år ser ud inde fra banen.

Efter 54 minutter bliver han sendt ud for at holde sig varm. Det et tegn fra Frank de Boer - debuten er måske ikke er så langt væk alligevel.

- Det er bare perfekt lige at komme ud og løbe lidt. Jeg går bare og håber, at vi får lavet et par mål, så han tør sætte mig ind.

Hver eneste gang Lucas Andersen løber med næsen mod Ajax-bænken, skuer han efter Frank de Boers kald.

Der går lang tid, og der kommer yderligere to Ajax-spillere ud for at holde sig varme. Med et kvarter igen sker det dog. Frank de Boer vifter Lucas Andersen tilbage mod bænken.

Stående klapsalver

- Jeg tænker sådan: ”Er det virkelig mig, du kalder på?” Det er bare så stort. Det er trods alt noget større end Aalborg Stadion, og det er en helt fantastisk følelse, der går igennem kroppen på så få minutter.

Efter 79 minutter og 40 sekunder kommer Ajax’ nummer 16 på banen. Amsterdam ArenA rejser sig op, og de næsten 50.000 tilskuere klapper danskeren ind på græsset.

Han laver et par fejl i starten, men lige så stille kommer han mere med i spillet. Han får lagt et par af sine klassiske ydersideafleveringer, og kulminationen på debuten er tæt på kort før tid. Men han rammer stolpen.

Kampen bliver fløjtet af, og Ajax vinder 2-0. Selvom Lucas Andersen er skuffet over ikke at få scoret, er det brede smil ikke til at pille af ham, når han skal beskrive, hvordan det er at have spillet sin første officielle kamp for Ajax Amsterdam:

- Jeg lever sgu lidt i en drøm.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden