Jensen’s Bøfhus: Vi ønsker Jensens Fiskerestaurant alt det bedste
Palle Skov Jensen fra Jensen’s Bøfhus forsvarer sig efter protest-storm på Facebook
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:38
NORDJYLLAND: Jensen’s Bøfhus er blevet hårdt kritiseret på Facebook efter fredagens dom i Højesteret, der fastslog, at Jensen’s Bøfhus har rettighederne til navnet ”Jensens” i restaurantbranchen, og at Sæby-restauranten Jensens Fiskerestaurant derfor ikke må bruge ”Jensen” i sit navn. Selv om Sæby-restaurantens indehaver hedder Jensen til efternavn, nemlig Jacob Jensen.
Kritik gør indtryk på bøfhus
Efter den massive protest-storm på Facebook har Palle Skov Jensen, der startede Jensen’ Bøfhus for næsten 25 år siden, skrevet et åbent brev for at forklare sit syn på sagen:
”Der bliver i medierne og på vores Facebook-side skrevet mange ting om afgørelsen i Højesteret i går. Mange er kritiske, og det gør naturligvis indtryk på mig og resten af
medarbejderne hos Jensen’s Bøfhus”, skriver han blandt andet i det åbne brev, som lørdag eftermiddag bringes på restaurantkædens webside www.jensens.com.
- Gæster kan blive forvirrede
Heri forklarer han, hvorfor det er så vigtigt for kæden at værne om navnet ”Jensen’s”:
”Grunden til, at vi i sin tid bad Jacob Jensen og hans virksomhed (Jensen Fiskerestaurant i Sæby/red.) om at respektere vores varemærke er, at jeg for mange år siden kaldte vores restauranter for Jensen’s Bøfhus, og det er under det navn, at vi har drevet vores restauranter og er blevet landskendte gennem de sidste mange år. Rigtig mange danskere forbinder navnet Jensen’s med vores restauranter, og derfor kan det skabe forvirring hos gæsterne, når en helt anden restaurant kalder sig det samme som os. Det er hverken vi, gæsterne eller en anden restaurant tjent med. Og det er Højesteret altså enig i,” skriver Palle Skov Jensen.
Gode ønsker til Sæby-Jensen
Stifteren af Jensen’s Bøfhus slutter sit åbne brev med denne kommentar:
”Jeg ønsker Jacob Jensen og hans restaurant i Nordjylland alt det bedste fremover. Jeg hører, at det er en god restaurant - og jeg håber, at den også fremover vil have en masse glade gæster.”
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.