Jesper Jensen: God chance for at vinde
Selvtilliden er intakt i Aalborg Håndbold inden det første møde med FC Barcelona
Opdateret kl. 08:33
AALBORG: Selvom de fleste iagttagere sikkert er enige om, at FC Barcelona er storfavorit i søndagens ottendedelsfinale mod Aalborg Håndbold, tror aalborgensernes cheftræner på et godt resultat hjemme i Jutlander Bank Arena.
- Jeg mener, at vi har en god chance for at vinde. Vi er nok ikke favoritter, men jeg er helt sikker på, at vi er med, hvis vi spiller en god kamp, siger Jesper Jensen forud for opgøret i Champions League.
I sidste sæson tabte Aalborg Håndbold med 22-29 på hjemmebane til FC Barcelona, mens returkampen i Spanien endte 31-20 til catalanerne. Forhåndsfavoritterne sejrede således med 60-42 samlet.
- Det er svært at sammenligne. Barcelona-holdet er måske blevet lidt stærkere, men vi har også fået en ny spillestil og et andet forsvar. Vi må se, om vi kan gøre det bedre, siger Jesper Jensen, der dog erkender, at nordjyderne er underdogs over to kampe.
- Samlet set er de jo nok ret store favoritter, men der er sket overraskelser før. Det er længe siden, men måske er det ved at være tid igen, siger Jesper Jensen.
Kampen i Aalborg starter søndag klokken 16.50, og alle billetter er allerede revet væk.