Jette og Finn på trapperne
Jette Torp og Finn Nørbygaard kiggede forbi Arenaen
amr@mf.dk MORS: Du kan jo skrive, at vi er på trapperne. Eller den slags ordspil er måske ikke moderne længere?
Finn Nørbygaard kan ikke lade være. Han og Jette Torp står i den store hal i Jyske Bank Mors Arena sammen med Henrik Bjerring, halinspektør og direktør for Morsø Event, hvor de 9. maj skal optræde med deres show Musik og Fis 2. Fotografen vil godt have et billede på trappen - og så falder bemærkningen.
- Vil du have Musik og Fis-udtrykket eller hellere Sjöwall og Wahlöö, spørger han, og straks lægger han og Jette ansigterne i alvorlige, selvhøjtidelige folder, stiller sig an og skuer ud mod horisonten.
Så griner de. Folder ansigterne ud igen og sætter sig på trappen, så fotografen kan få sit billede.
Det er rundt regnet 20 år siden, de turnerede land og rige rundt med showet Musik og Fis. Den gang kom det aldrig nærmere end til Skive. Det rådes der bod på denne gang. Men Jette Torp var faktisk på Mors for et år siden under Børneteaterfestivalen.
- Min datter går på skuespillerskolen i København, og eleverne var med teaterkompagnierne rundt som praktikanter - og så var jeg heroppe for at kigge. Det var jo et fantastisk arrangement, siger hun.
Det store spørgsmål er så selvfølgelig, hvorfor der kommer en 2’er til Musik og Fis netop nu - så mange år senere.
- Sandheden er, at vi blev spurgt, fortæller de og tilføjer, at Carsten Svoldgaard fra CSB, som arrangerer turnéen, kontaktede dem.
- Og det tyggede vi lidt på. Vi skulle også være sikre på, at stemmerne stadig kunne hænge sammen. Der var trods alt gået en del år siden sidst, siger Finn Nørbygaard. Han har rundet de 62 siden etteren - og Jette Torp fylder 50 sidst på året.
Musik og Fis 2 opføres i alt 17 gange i løbet af maj måned - den 9. maj i Jyske Bank Mors Arena.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.