”Jøwt” går som varmt brød

Allan Olsens nye cd er faldet i god jord hos vendelboerne

Rasmus Larsen med de sidste fire eksemplarer af ”Jøwt”.Foto: Kirsten Olsen

Rasmus Larsen med de sidste fire eksemplarer af ”Jøwt”.Foto: Kirsten Olsen

VRENSTED:”Kære Allan. Jeg er af Vendelbosk afstamning, men lever i eksil i København. Betyder det virkelig, at jeg ikke kan få fingrene i pladen? ”Sikke da noe blar!”

Sådan lyder en af mange kommentarer på facebook til, at salget af Allan Olsens nye cd ”Jøwt” er forbeholdt Sparkøbmændene i Vendsyssel - i hvert fald sådan lige foreløbig.

Og der var da også et par købmænd, som var lidt skeptiske over at skulle til at være pladeforhandlere, men det har vist sig, at de er kommet på andre tanker.

Nye kunder i butikken

Sparkøbmand i Vrensted, Karina Jensen, fortæller, at hun ikke rigtig havde nogen forventninger og ikke troede på, at det kunne lade sig gøre.

- Men det er gået fint, og jeg er overrasket. Det er virkelig et godt koncept, siger hun, - her de første dage er over halvdelen af butikkens lager på 30 plader solgt. Der er kommet folk ind i butikken, som jeg aldrig har set før, og har spurgt om pladen kan købes her, siger hun, der også har lagt en plade i cd-spilleren i butikken til glæde for kunder og personale.

Der er en konkurrence, der går ud på, at den købmand der sælger flest plader, får en gratis livekoncert til sin by, men Karina Jensen tror dog ikke, at den lander i Vrensted.

Forrygende succes i Vittrup

Hos Sparkøbmand Lars Jensen, Vittrup fortæller salgsassistent Rasmus Larsen, at ”Jøwt” er en forrygende succes.

- Vi var lidt skeptiske, men det er der blevet vendt op og ned på. Vi har kun få tilbage af de 50 vi fik hjem, så vi håber at få nogle flere. Når folk kommer i butikken og hører cd´en spiller, så siger de, ”åh ja, den må vi hellere lige få med”.

- Det var også sjovt, at vi havde besøg i butikken af en ferierende familie fra Sjælland. De sikrede sig eksemplarer både til sig selv og til familie og venner i alt fire stk., siger Rasmus Larsen.

- Vi havde godt nok ikke troet, at vi skulle være pladesælgere, men måske skal vi nu overveje, at sælge plader af lokale kunstnere, tilføjer han.

Hvis ikke den gratis koncert tilfalder Vrensted eller Vittrup, ja så har man alligevel en chance på egnen. Påskelørdag den 30. marts kommer Allan Olsen forbi på sin planlagte turne og spiller en koncert på spillestedet Peter Baadsmand i Løkken.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.