Aalborg

Johnni Gade nomineret til Guldtuben

Den populære radiovært er nomineret i ikke færre end fem kategorier

Johnni Gade er nomineret i hele fem kategorier. Foto: Andreas Falck

Johnni Gade er nomineret i hele fem kategorier. Foto: Andreas Falck

AALBORG:Han er egentlig lidt uden for kategori, hvis han selv skal sige det, men ikke desto mindre er Radio ANR radiovært, Johnni Gade, nomineret i ikke mindre end fem kategorier til Guldtuben, der uddeles til folk, som udgiver videoer på YouTube og andre sociale medier som Instagram, Snapchat og Facebook.

Den populære studievært er ikke mindre populær, når det gælder optræden på YouTube, hvor han har 81.013,00 abonnenter. Han har udgivet 87 videoer, som altså har givet ham fem nomineringer i kategorierne Årets video, Årets bedste på Facebook, Årets humor, Årets rising star og Årets virale hit.

Foto: Andreas Falck

Foto: Andreas Falck

Onsdag 9. august fylder han 30 år, og når han tænker tilbage på sin fødselsdag i fjor, er der sket meget.

- Da havde jeg 3000 abonnenter, fortæller han.

Johnni Gade synes selv, at han ikke helt passer ind i segmentet af, hvem der ellers er populære blandt brugerne af YouTube.

- Jeg er ikke så ung, som mange af de andre, så jeg føler egentlig, at jeg ikke helt passer ind, siger han og overvejer dermed også, om han skal komme til prisuddelingen 9. september.

Overvejelserne går på, om ikke det blot bliver en mand på 30 år blandt masser af unge med mobiltelefoner og masser af selfies.

Men der er heller ingen tvivl om, at han er glad.

- Jeg er stolt, for når man vinder Guldtuben, bliver det hos de unge betragtet som at vinde et VM i fodbold, fortæller han.

Foto: Andreas Falck

Foto: Andreas Falck

Netop det med alder kan man også høre ham selv sige noget om på YouTube, hvor han i en video stiller spørgsmålet: Er jeg for gammel.

Det kommer der ikke overraskende en morsom og selvironisk video ud af.

- Jeg er selvironisk for ellers går det ikke, siger han med henvisning til, at han i sine videoer driller nogle af de unge, der bliver lige en tand for meget, hvad angår selvforståelse.

- Hvis ikke jeg var selvironisk, var jeg jo bare en mand, der gør nar af børn, siger han.

Johnni Gade er, udover at være radiovært og på YouTube, også freestyle rapper.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.