Joke fra kontroltårn afbrød landing
En person i kontroltårnet i Atlanta bad fly om at cirkle over lufthavnen
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:21
USA: Der er visse ting, man ikke skal joke med. Det gælder blandt andet kommunikationen mellem piloter og kontroltårn.
Da en person i et kontroltårn i Harsfield-Jackson Atlanta International Airport alligevel forsøgte sig med en joke, fik det konsekvenser, skriver jp.dk.
De amerikanske luftfartsmyndigheder efterforsker lige nu en sag, hvor en pilot afbrød landingen af et fly på grund af en bemærkning fra kontroltårnet.
- Jeg laver sjov
Flyet kom fra Detroit og var klar til landing, da piloten i 300 meters højde pludselig fik en ordre om ikke at lande flyet.
En person i kontrolrummet bad i stedet piloten om at cirkle i luftrummet over lufthavnen. Et øjeblik efter lød en ny melding fra kontroltårnet.
- Jeg laver sjov, Delta 630.
Piloten havde dog taget joken helt alvorligt, og han havde allerede afbrudt landingen, parat til at lade flyet cirkle over lufthavnen.
Mulig trafikal konflikt
Det er med god grund, at piloten lyttede til kontroltårnet. Når flyet er så tæt på at lande, er det pilotens pligt at følge kontroltårnets ordrer for at undgå ulykker.
- I alle mine år i luftfartsbranchen har jeg aldrig hørt om en lignende situation. Det er tydeligt, at manden i kontroltårnet forsøgte sig med en vittighed, men den slags må man altså ikke lave. Der kunne nemt have opstået en trafikal konflikt, siger luftfartsekspert John Nance til ABC News.
Luftfartsmyndighederne i USA vil endnu ikke udtale sig om disciplinære sanktioner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.