Joller forsvinder fra havn
På få dage er tre mindre både meldt savnet fra Sæby Havn

Arkivfoto: Ulrik Bang © Ulrik Bang
SÆBY:Ejere af joller i Sæby Havn skal holde ekstra godt øje med dem for tiden. Politiet har i løbet af de seneste dage modtaget i alt tre anmeldelser om joller i 14-fods størrelsen, der er blevet stjålet.
Den første båd forsvandt natten mellem torsdag og fredag. Der var her tale om en gummibåd med påhængsmotor, der var fastgjort til en lystyacht.
Et døgn senere blev en glasfiberjolle stjålet, og natten mellem mandag og tirsdag er endnu en jolle med påhængsmotor forsvundet i Sæby. Jollen var fortøjet 200 meter ude i vandet.
Ingen spor
Politiet har ingen spor at gå efter og beskriver det som usædvanligt, at der forsvinder så mange både.
- Jeg kan ikke erindre, at så mange joller er blevet stjålet før, siger Lars Jensen fra lokalpolitiet i Frederikshavn.
Politiet opfordrer ejere af både ved Sæby Havn til at holde ekstra godt øje med dem.
Også galt i Lyngså
Fra Lyngså har politiet for nyligt også modtaget en anmeldelse om, at en jolle er blevet stjålet.
Tyveriet er sket i mellem den 1. juli og 23. juli, og politiet mistænker, at der kan være en forbindelse til tyverierne fra Sæby Havn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.