Jubel i idrætsklubber: Koncerter gav plus på kvart mio.

Fodboldklubberne Aars IK, Farsø-Ullits og messecenter er allerede i fuld gang med planlægningen af en ny koncert i foråret 2019

Anne Dorthe og Maria fra Tøsedrengene var sammen med Queen Machine og Gasbox med til at sikre fodboldklubberne Aars IK og Farsø Ullits IK et samlet overskud på godt en kvart million kroner. Arkivfoto
Aars 15. maj 2018 08:52 - Opdateret 15. maj 2018 09:08

AARS: De to fodboldklubber, Aars IK og Farsø-Ullits IK, har nu gjort endelig økonomisk status over forløbet af forårets Triple-koncert med Queen Machine, Gasbox og Anne Dorthe og Maria fra Tøsedrengene - og det kunne arrangørerne bag koncerten i Messecenter Vesthimmerland gøre med et stort smil på læben.

Direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland opregner, at resultatet lander på et overskud på 254.720 kroner, der fordeles med 127.360 kroner til hver fodboldklub.

- At vi samlet får en økonomisk gevinst på mere end 250.000 kr., er naturligvis yderst tilfredsstillende, men mindst lige så vigtigt er det, at vi har fået utrolig mange positive tilkendegivelser fra alle vores gæster og sponsorer, som deltog i koncertarrangementet.

- Den positive omtale, som vi har fået, giver os et rigtig godt afsæt for kommende koncerter. Den effekt, som det giver, kan ikke købes for penge, lyder vurderingen fra Per Nyborg fra Aars IK og Kim Nyby, fra Farsø-Ullits IK.

I Messecenter Vesthimmerland er Brian Otte også meget glad for resultatet og den positive omtale, som koncerten har givet.

- I sommeren 2017 rettede jeg henvendelse til fodboldklubberne i Aars og Farsø omkring et samarbejde om et stort koncertarrangement i Messecenter Vesthimmerland på baggrund af, at vi i forbindelse med opførelsen af den nye hal 2 har fået nogle rigtig gode koncert-faciliteter, som jeg gerne ville afprøve.

- Rammerne viste sig, som vi havde håbet, at være fantastiske til formålet. Akustikken og rammerne i hal 2 er perfekte til en god musikoplevelse, og hal 1 er optimal til bespisning af mere end 600 gæster inden koncerten, konkluderer Brian Otte.

Fodboldklubberne i Aars og Farsø er - sammen med Messecenter Vesthimmerland - allerede i fuld gang med at planlægge en ny koncert, der forventes afholdt i marts 2019.

Endnu er arrangørerne dog ikke så langt, at de kan løfte sløret for det kommende års koncertnavne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...