Jubel over afskaffelse af g-dage
Dansk Erhverv mener, at g-dage har været en barriere for at få en del ledige i job

Dansk Erhverv mener, at g-dagene blandt andet har været et problem i hotel- og restaurationsbranchen.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Pressefotograf Kim Dahl Hansen
KØBENHAVN:Dansk Erhverv roser regeringen og de borgerlige partier for at have indgået en fornuftig aftale om en beskæftigelsesreform. Det er især positivt, at g-dagene, som er en skat på arbejde, nu afskaffes for korttidsansatte.
- Jeg vil gerne rose regeringen og de borgerlige partier for en fornuftig aftale, der betyder, at beskæftigelsessystemet aktivt kan bidrage til, at det begyndende økonomiske opsving ikke kvæles i flaskehalse på arbejdsmarkedet, siger underdirektør i Dansk Erhverv Stine Pilegaard
Aftalen indeholder en gradvis afskaffelse af 1., 2. og 3. ledighedsdage – de såkaldte g-dage for personer, der har mindre end tre måneders ansættelse.
Reglen handler om, at en arbejdsgiver, der afskediger en medarbejder, under visse betingelser skal betale for de første tre ledighedsdage. Derefter modtager medarbejderen dagpenge fra a-kassen på sædvanlig vis.
- Det er et mangeårigt ønske fra Dansk Erhverv, at g-dagene afskaffes. G-dagene er en skat på arbejde, som har været en barriere for, at flere ledige kunne komme i job, for eksempel via vikarbureauer og i hotel- og restaurationsbranchen. Derfor er vi utrolig glade for, at der er blevet lyttet politisk og at man nu afskaffer dem for korttidsansatte, fortsætter Stine Pilegaard.
Med aftalen lægges der også op til en intensiveret kontakt mellem virksomheder og jobcentre.
- Vi har længe efterlyst en større viden om virksomhedernes arbejdskraftbehov og bedre virksomhedskontakt i jobcentrene. Derfor er det yderst positivt, at kontakten mellem virksomheder og jobcentre med aftalen nu styrkes, udtaler underdirektør Stine Pilegaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.