Syvsten

Jubel: Syvsten Hallen tæt på salg

Politikerne vil gerne sælge Syvsten Hallen til Vendsyssel Håndbold - men de har dog et par krav

Vendsyssel Håndbold er tæt på at overtage Syvsten Hallen. 	Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Vendsyssel Håndbold er tæt på at overtage Syvsten Hallen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

SYVSTEN:Syvsten Hallen syd for Sæby er en træt og slidt gammel dame, og en overgang kunne Frederikshavn Kommune ikke engang stå inde for sikkerheden.

Hallen bruges af fire foreninger, og dertil kommer diverse arrangementer som for eksempel koncerter.

Der er altså tale om et vigtigt samlingspunkt både sportsligt og socialt.

På kultur- og fritidsudvalgets seneste møde kunne politikerne vælge mellem flere forskellige muligheder for Syvsten Hallen - for eksempel at rive den ned.

Eller hvad med at renovere hallen for 3,2 millioner kroner? Eller måske bygge en ny hal til 14,5 millioner kroner?

I stedet valgte politikerne en helt anden - og billigere løsning.

- Vi undersøger muligheden af at sælge Syvsten Hallen til Vendsyssel Håndbold. Og jeg håber meget, at sagen kommer på dagsordenen til næste møde i økonomiudvalget, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget, Anders Broholm (V).

Ren win-win

Inden salget er der en del juridiske spidsfindigheder, som skal tjekkes.

Blandt andet vil politikerne sikre sig, at de nuværende brugere (foreningerne) stadig kan benytte Syvsten Hallen, og at de sociale arrangementer stadig kan afvikles fremover.

Hvis dét lykkes, betegner Anders Broholm sagen som en ren win-win.

- Vi har ikke penge til en gennemgribende renovering. Nu handler det så om, at Frederikshavn Kommune vil gå med livrem og seler, så vi sikrer, at de nuværende aktiviteter i hallen bevares, siger Anders Broholm.

Vendsyssel Håndbold har meldt ud, at hvis et salg kommer på tale, vil hallen blive renoveret og opgraderet.

I øjeblikket træner Vendsyssel Håndbold seks timer om ugen i hallen. Resten af træningen foregår i Arena Nord i Frederikshavn.

Vendsyssel Håndbold er indforstået med at arbejde tæt sammen med Syvsten IF og Borgerforeningen med henblik på at fortsætte det samme aktivitetsniveau som i dag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.