Jubilæum i Anchers hus
Fredag var det 50 år siden, det verdenskendte museum åbnede dørene for publikum første gang
Opdateret kl. 14:08
SKAGEN: Allerede fra morgenstunden var der aktivitet i Skagen.
Omkring 20 mennesker var mødt op til kransenedlæggelse på Skagen Assistens Kirkegård. Her nedlagde Skagens Kunstmuseers bestyrelsesformand Hans Jørgen Kaptain, museets direktør Lisette Vind Ebbesen og bestyrelsesmedlem Hans Nielsen kranse ved Anna, Michael og datteren Helga Anchers grave.
Det er Helga Ancher, der også selv var kunstner, som man kan takke for, at Anchers Hus i dag står så velbevaret. Efter moderens død flyttede hun ikke selv ind i huset, men efterlod det ved sin død i 1964 til en nyoprettet fond, Helga Anchers Fond, der i 1967 - efter tre års konservering - kunne åbne som museum.
"Hip-hip-hurra"-bord
Klokken 10 åbnede Anchers Hus, der i dagens anledning havde gratis adgang.
Det trak rigtig mange folk af huse og der blev hurtigt fyldt i huset og haven. Skagens Kunstmuseer havde arrangeret havevandringer, for det er nemlig ikke kun huset, der er historisk. Også haven er fyldt med planter og motiver, der genkendes fra kunstnerparrets værker.
Dagen bød også på overraskelser. Gastronomisk Innovation, der arbejder med at udvikle mad-oplevelser, inviterede til "Hip, hip hurra"-skål ved et opstillet bord, der stod nøjagtigt på dén plads, hvor det muntre selskab fra P.S. Krøyers berømte billede sad. Glassene var fyldt med iskold gazpacho og stikkelsbærtrifli.
Regnen øsede ned
Kort før klokken 14, hvor dagens festtaler skulle holdes, begyndte det at øse ned.
En hurtig uddeling af paraplyer gjorde, at de fremmødte kunne holde sig tørre og vejret kom ikke til at lægge en dæmper på stemningen.
Rækken af taler blev indledt af Skagens Kunstmuseers bestyrelsesformand Hans Jørgen Kaptain, der lykønskede huset. Skagens Kunstmuseers direktør Lisette Vind Ebbesen, der i 2014 gennemførte fusionen mellem Anchers Hus, Skagens Museum og Drachmanns Hus til den nye organisation Skagens Kunstmuseer, benyttede lejligheden til at takke alle de mennesker, der har været involveret i Anchers Hus i de forløbne 50 år.
Rigtigt Skagens-hurra
- Vi nordjyder er da ikke bange for lidt regn, indledte Frederikshavns Kommunes borgmester Birgit S. Hansen sin tale til Anchers Hus.
Hun lagde bl.a. vægt på museets rolle i udviklingen af turisme- og oplevelsesøkonomi som en del af kommunens vækst.
Borgmesteren afsluttede sin tale ved at udbringe et Skagens-hurra, som forsamlingen entusiastisk istemte.
Ny, spændende udgivelse
Til sidst talte kunsthistoriker Elisabeth Fabritius, der har været knyttet til Anchers Hus siden før åbningen. Fabritius talte om de mange ting, der sker omkring Anchers Hus i disse år. Én af disse er bogen "Et Kunstnerhjem", der netop udkom på jubilæumsdagen og er det første, store værk om Anchers Hus.
På vej er også en større udgivelse af Anna og Michael Anchers breve samt tredje bind i det store værk om Michael Ancher.
Skagen Egnsspil, der har premiere til august, gav en prøve på årets stykke, der godt nok handler om reformationen, men alligevel har fået plads til Anna Ancher.
- Vi er glade for, at så mange trodsede vejret. Vi er glade for det store fremmøde. Det har været en rigtig fin dag i sol og regn. Det var dobbelt-festligt fordi vi både fejrede den nye, store bog og jubilæet, siger Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer om dagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.