Jubilæum
Teamleder og driftsassistent Britta Rump, Ugiltvej 558, Ugilt, Hjørring, 25 år hos Vital Petfood Group A/S, Farøvej, 58 Hjørring.
Efter afsluttet skolegang blev hun efter to år på planteskole og yderligere to år som ung pige i huset ansat som produktionsmedarbejder hos Oxford Bisquits i Hjørring, hvor hun var beskæftiget i tre år. I 1983 var Britta Rump ansat hos TT-fisk, Hjørring, dels som filetskærer, dels som butiksassistent, hvorefter hun i 1987 blev ansat i fugleboldfabrikken, Jyfodan på Farøvej. I 2000 blev Jyfodan sammen med flere andre virksomheder opkøbt og fusioneret ind i Vital Petfood Group A/S, der er Europas største producent af vildfugleprodukter til dagligvarehandlen bl. a. under mærket "Nature for all Seasons". De seneste år har Britta Rump udover at være en værdsat og dygtig produktionsmedarbejder også haft ansvar for råvaredisponering, varemodtagelse og kvalitetskontrol, ligesom hun aktivt deltager i produktudviklingen i Hjørring-fabrikken. Britta Rump har altid udført sine arbejdsopgaver selvstændigt med et højt engagement og stor ansvarlighed, samtidig med at hun med sit smittende humør udstråler en positiv væremåde. Jubilæet fejres i Cafeen, Nørregade 33, Hjørring, onsdag kl. 13-15 sammen med indbudte gæster og kolleger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.