Jubilæumsfest for "De Gode Mænd"

De Gode Mænd fejrer lørdag 4. marts 25 års jubilæum med en koncert i ”Den Gamle Biograf” i Mariager. Privatfoto
De Gode Mænd fejrer lørdag 4. marts 25 års jubilæum med en koncert i ”Den Gamle Biograf” i Mariager. Privatfoto

MARIAGER: Orkestret "De Gode Mænd" har for længst markeret sig som lidt af en musikalsk institution i Mariager og omegn.

Orkestret har optrådt nær og fjern og er kendt for sine underholdende koncerter, og lørdag 4. marts fejrer "De Gode Mænd" 25 års jubilæum med en koncert i Den Gamle Biograf i Mariager.

Æren for orkestrets opståen må i første række tilskrives Bent Walbum.

Da han i 1992 fyldte 50 år, opfordrede han i invitationen alle "gode mænd" blandt vennerne til at medbringe musikinstrumenter til fødselsdagsfesten.

Dermed var grunden lagt til herreorkesteret ’Bingo Ib og de gode Mænd’, som siden har slettet første del af navnet og nu blot kalder sig "De Gode Mænd".

I starten bestod orkestret af Søren Jensen på bas, Vagn Christoffersen på guitar og Ib Damsgård på harmonika.

Ret hurtigt blev orkesteret dog udvidet med tre violiner: Johan Le Fevre, Jørgen Kruse og Johan Mathiasen, og siden er violinisten Esben Kjær kommet til som mentor og musikalsk inspirator.

Ved siden af "De Gode Mænds" almindelige koncertvirksomhed har orkestret gennem årene medvirket ved opførelser af "Sommer i Tyrol", "My Fair Lady" og "Mød mig på Cassiopeia".

Repertoiret spænder i øvrigt fra wienerklassikere til nyere popmusik, og det eneste, der er helt sikkert, når "De Gode Mænd" optræder, er, at det sjældent bliver kedeligt.

Det bliver det garanteret heller ikke i "Den Gamle Biograf" i Mariager lørdag 4. marts.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden