Hvis tandpinen så ikke engang er fremkaldt af for meget gnasken juleknas, er det som at føje spot til skade.

Jeg glemmer aldrig den dag, vi fældede julegrantræet - dét, der skulle stå midt i stuen og nå helt op til loftet. Far havde egen granplantage, så der var træer nok at vælge imellem. Faktisk var der så mange, at far og brugsuddeler Caltoft i begyndelsen af december hvert år tog en skovvandring (med lommelærke), hvor de satte røde elastikker om de træer, som Brugsen gerne ville have lov til at sælge på torvet. Til gengæld landede der som regel en kasse Cuba-cigarer i teak-æske med min fars navn på under juletræet.

Denne aften kom vi hjem fra skoven med juletræet på slæb - trukket af Martin Maksimal og far. Vel ankommet til bryggerset skyllede far og Martin anstrengelserne eftertrykkeligt ned med en snaps, mens min søster og jeg kom med op i køkkenet, hvor vi fik vanter og støvler af - og fødderne varmet på radiatoren.

I år havde min søster udpeget træet, der efter min mening var det grimmeste træ i hele skoven. Men far og Martin havde givet efter for min søsters smag, selv om jeg havde protesteret så højlydt, at skovens dyr helt sikker valgte netop denne dag til at flytte.

Jeg sad stadig og ulmede over, hvordan jeg kunne hævne den svinestreg med træet, som jeg nu skulle glo på til langt ind i det ny år. Når man er syv år, tager man den slags nederlag meget personligt.

Da skulle det bedst hænde, at min søster - med et babytandsmil - pegede ud af vinduet på det nedlagte træ og jublede ”Juletræ, juletræ”. Dét skulle hun aldrig have gjort.

Hurtigt drejede jeg om på skamlen, rakte bagud efter en appelsin i trækassen på gulvet og løftede min lige venstre (jeg er venstrehåndet - og selv i tennis server jeg med venstre). Og så vendte jeg mig om og skød med en præcision, der var en Wimbledon-spiller værdig, appelsinen lige efter min søsters ansigt. Den ramte hende midt på munden og knækkede begge hendes baby-fortænder.

+Hele køkkenet var lamslået - mor og Anna kom tililende for at bistå min søster, der skreg som en vild. Selvfølgelig blev hun trøstet, og selvfølgelig var det igen hende, der blev centrum dén aften. Vores elskelige huslæge doktor Ravn blev nemlig tilkaldt og kom anstigende i kjolesæt, fordi han egentlig var ude til middag i Borgerforeningen. Men han kunne konstatere, at begge tænder ikke kunne være fjernet mere professionelt, om det så havde været tandlæge Staal, der havde foretaget ugerningen.

Heldigvis havde tænderne været så løse, at de var røget ud i første forsøg! Bagefter stod far, doktor Ravn og jeg på terrassen og filosoferede over tingenes tilstand - jeg kunne ikke sidde på min lille, hvide skammel med rødt og hvid-prikket betræk - på grund af en øm bagdel - så jeg stod.

For en sikkerheds skyld holdt jeg min far meget fast i hånden - for ikke at blive udsat for flere - unødige - straffeekspeditioner.