Jyske Bank tjener stort på Nordjyske Bank
Den store aktiepost i Nordjyske Bank betød sidste år en gevinst på over 100 millioner kroner
Opdateret kl. 12:00
SILKEBORG: Jyske Bank har forgæves forsøgt at sælge sin aktiepost på knap 40 procent i Nordjyske Bank, men aktieinvesteringen var en god forretning i 2017.
Det fremgår nemlig af Jyske Banks årsregnskab for 2017, som blev offentliggjort tirsdag, at storbanken har scoret en kursgevinst på 106 millioner fra sine Nordjyske Bank-aktier.
Gevinsten svarer til næsten halvdelen af den samlede kursgevinst på 219 millioner kroner, som Jyske Bank tjente på, at bankens egne beholdninger af aktier og obligationer steg i værdi i løbet af 2017.
Kursen på Nordjyske Bank-aktierne steg i løbet af 2017 med godt 12 procent.
Jyske Bank-koncernens resultat før skat endte sidste år på godt fire milliarder kroner og efter skat på 3,1 milliarder kroner.
Jyske Bank nævner i øvrigt ikke med et ord, hvad bankens planer er med den store aktiepost i Nordjyske Bank.
Det undrer investeringsøkonom Per Hansen fra NordNet.
- Jeg er overrasket over, at der slet ikke er blevet plads til kommentarer om Nordjyske Bank, siger han.