Ungdomsuddannelser

Jyske virksomheder er bedst til at tage lærlinge

Generelt ligger jyderne i top, når det gælder lysten til at tage unge i praktik

Foto: Martél Andersen
Foto: Martél Andersen Martel Andersen

NORDJYLLAND: Er du erhvervsskoleelev i Nordjylland, har du formentlig bedre chancer for at få en praktikplads, end hvis du tager din uddannelse i hovedstadsområdet. Det viser en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd, som afslører store regionale forskelle i andelen af virksomheder, der tager lærlinge ind, skriver Politiken torsdag. Hvor knap 20 procent af de københavnske virksomheder med flere end fire ansatte havde en lærling i 1. kvartal af 2013, var det samme tilfældet hos godt 30 procent af de tilsvarende virksomheder i Nordjylland. Generelt ligger jyderne i top i forhold til sjællænderne, når det gælder lysten til at tage unge i praktik.

- Mange virksomheder bruger den økonomiske krise som et argument for, hvorfor de ikke ansætter lærlinge. Men vores kortlægning punkterer det argument, for vi ved, at krisen er gået allermest ud over virksomheder i Jylland, siger Mie Dalskov Pihl, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Politiken.

At en større andel af de jyske virksomheder byder unge indenfor, bunder i en særlig jysk mentalitet, tror hun.

Om det forholder sig sådan, findes der ingen undersøgelser, der bekræfter, fortæller Christian Helms Jørgensen, professor på Roskilde Universitets Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning. Men han genkender mønstret.

- Det er en velkendt og lidt overraskende tendens, at ungdomsårgangene i vest- og nordjyske kommuner har en større andel, der gennemfører erhvervsuddannelser og uddannelser generelt end i de større byer. Det kan sagtens have noget at gøre med indstillingen til det at hjælpe hinanden i lokalsamfundene, siger Christian Helms Jørgensen til Politiken.

Christian Helms Jørgensen har netop gennemgået en analyse fra en skole i et jysk udkantsområde, hvor en af de positive ting, der bliver fremhævet, er et stærkt samarbejde mellem ungdomsuddannelserne og virksomheder.

- De tætte relationer på tværs af brancher kan være en del af forklaringen på, at flere virksomheder vælger at tage lærlinge ind, siger professoren, der understreger, at det forskningsmæssige belæg for en skarp konklusion mangler.

Ifølge Undervisningsministeriet står 13.200 elever i dag uden en praktikplads. Det er det højeste tal i ti år. Ifølge prognoser fra Arbejdernes Erhvervsråd vil virksomhederne i 2020 komme til at mangle cirka 30.000 faglærte.

Men hos Dansk Industri ser erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen med optimisme på fremtiden. Hun tror på, at bedre tider efter finanskrisen kombineret med den nye erhvervsskolereform vil give flere praktikpladser. Det kræver dog oplysning, siger hun.

- Vi er lige nu i gang med at besøge 1.000 af vores virksomheder for at sikre os, at de er klar over de fleksible muligheder, der findes for at have lærlinge. Og mange af dem siger, at de har fået en bedre økonomi på det seneste, og at de netop er ved at overveje at skulle have lærlinge igen. Så de er glade for, at vi kommer og opmuntrer til det, siger hun til Politiken.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden