Kædeskifte i Hadsund
Radio- og tv-forhandler Per Jensen bliver en del af Euronics
HADSUND: Radio- og tv-forhandler Per Jensen i Hadsund skifter 1. januar 2tal/Elplus-logoet ud med Euronics, Europas næststørste elektronikkæde, og er samtidig på vej til at flytte fra Hadsund ButiksCenter til nye lokaler i Mejerigade.
Euronics er en frivillig kæde med en årlig omsætning på 131 mia. kr. og med over 11.000 butikker rundt i Europa. Kæden har netop holdt sit indtog i Danmark, hvor forretningen i Hadsund bliver en af de første.
- Vi får nogle flere muskler at spille med. Euronics er kæmpestore og har rigtig gode aftaler med samtlige producenter. Det betyder, at vi fremover bliver mere skarpe på prisen, forklarer Per Jensen.
I modsætning til tendensen, hvor elektronikkæderne lukker butikker i de mindre byer for at samle sig i store indkøbscentre, ønsker Euronics at være lokalt forankret samtidig med, at forhandlerne er i stand til at konkurrere på prisen.
– I de senere år er vi blevet presset rigtig meget på netop priserne. Vi kan mærke den voldsomme konkurrence samt det faktum, at internetbutikkerne nu også indgår i kundernes overvejelser, fortæller Per Jensen, der glæder sig til at være med i Euronics’ introduktion på det danske marked og ikke mindst over, at forretningen bevarer sin selvstændighed i den frivillige kæde.
Navneskiftet foretages ved årsskiftet, og i marts flytter Per Jensen og medarbejdere til en større butik i Mejerigade 4, der tidligere har huset såvel Jysk som Legekæden.
Formålet er at få mere plads og blive mere synlige.
Både branchen og forretningen har nemlig ændret sig ganske betydeligt i de senere år.
Radio- og tv-produkterne er blevet suppleret af pc’er, tablets og masser af tilbehør, og i Hadsund er Per Jensen for halvandet år siden begyndt at forhandle hvidevarer og el-artikler, så der er simpelthen brug for mere plads.
- Det får vi i den nye butik, hvor vi også bliver meget mere synlige. I dag er det så at sige kun vores faste kunder, der ved, at vi ligger i ButiksCentret. Vi kan ikke markedsføre os for de mange trafikanter, der dagligt kører gennem Hadsund. Det får vi mulighed for på vores kommende adresse centralt i byen, mener Per Jensen, der dog ikke har haft det nemt med beslutningen.
- Vi har haft til huse på Butikstorvet i 35 år. Det var her, jeg kom i lære tilbage i 1983, så det er selvfølgelig en stor beslutning, bemærker han.
Overgangen til Euronics medfører i sig selv et bredere produktudvalg, ifølge Per Jensen sker der en stor udvidelse af sortimentet på især pc- og tilbehørssiden.
Per Jensen beholder i øvrigt det eksisterende personale i såvel butikken som i serviceafdelingen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.