Kæmpe loppemarked i Gærum i weekenden
Traditionen tro inviterer KFUM-spejderne til et af Vendsyssels største loppemarkeder
GÆRUM: Der er efterhånden blevet tradition for, at KFUM-spejderne i Gærum i Kr. Himmelfartsferien indbyder til Vendsyssels største loppemarked lørdag og søndag eftermiddag.
Alt er proppet med lopper, og alle telte, huse og græsplæner bliver sprængfyldt med spændende ting og sager i weekenden 27 og 28. maj.
Der åbnes lørdag middag, og så plejer spejderpladsen at være totalt proppet med glade købelystne kunder fra hele Vendsyssel.
- Det bugner af nips og småting, men bestemt også en masse fine og ældre møbler, lyder det.
Der er gratis parkering - men spejderne opfordrer folk til at komme i rigtig god tid, da der normalt er pres på lige op til selve åbningen.
Ud over det store loppemarked er der lørdag aften fakkeloptog med alle spejderne, efterfulgt af lejrbål hvor beredskabsinspektør Svend Ingvardsen holder båltale. Svend er for øvrigt tidligere Gærum-spejder.
Søndag startes der med optog gennem Gærum by med Sæbygarden i spidsen. Herefter åbner både loppemarked og de mange boder igen.
I løbet af søndagen er der kåring af Gærums bedste Crossfit-hold med to deltagere. Der vil også være lagkagekast som underholdning.
Spejdernes formand Annette Pedersen glæder sig til weekenden, og håber på godt vejr, så rigtig mange gæster vil lægge turen om af Gærum, og gøre en god handel.
- For mulighederne er i hvert fald til stede med det store udbud af varer, lyder det.
Overskuddet fra spejderfesten går ubeskåret til spejdernes arbejde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.