Kæmpe slagsmål i Shoppen var optakt til knivdrab
Politiet søger vidner til et slagsmål i Shoppen
Opdateret kl. 14:40
AALBORG: Det var formentlig en gengældelsesaktion, da en 27-årig mand blev knivdræbt på åben gade i Aalborg tidligt om aftenen 5. august.
Nogle af de samme personer var nemlig endt i et voldsomt slagsmål i Shoppen blot en uge tidligere, og politiet betragter dette slagsmål som optakten til det senere knivdrab.
Derfor søger politiet nu vidner til sammenstødet i Shoppen, der fandt sted 29. juli mellem klokken 14 og 14.30.
Her mødte en gruppe mænd tilfældigt hinanden i Sport24 i Shoppen, og det udviklede sig til slagsmål, hvor en af mændene fik slået tænder ud og brækket kæben. Slagsmålet fortsatte efterfølgende uden for butikken, hvor der holdt en Ford Mondeo, oplyser politikommissær Carl Dissing.
Har man oplysninger, kan man kontakte politiet på telefon 114.
Fire varetægtsfængslet
Knivdrabet skete kort før klokken 18 på Langelandsgade, efter at fire mænd i en sort Mercedes havde påkørt en Ford Mondeo, hvori den dræbte sad, i krydset Østre Alle og Langelandsgade.
Efter påkørslen jagtede de fire mænd den 27-årige hen ad Langelandsgade, hvor de indhentede ham og overfaldt ham med knive og køller.
De fire mænd blev efterfølgende eftersøgt, og tre dage senere blev to af dem afholdt. Yderligere to blev anholdt et par dage senere.
Alle fire blev varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drab. De nægter sig alle skyldige.
Ifølge politikommissær Carl Dissing er det formentligt noget personligt nag mellem personer i det kriminelle miljø, der er baggrunden for sammenstødene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.