Basketball

Kæmpens sidste kamp for Vikings

Sami Eleraky er det største talent nogensinde i Aalborg Vikings. I morgen spiller han sidste kamp

Han var skuffet, men fattet, da Aalborg Vikings mandag aften havde tabt den anden kvartfinale til Bakken Bears. Efter igennem 40 minutter at have taget en hård kamp med den bedste danske center nogensinde, Chris Christoffersen, var Sami Eleraky en træt 18-årig kæmpe. Og også afklaret med, at han i morgen aften efter al sandsynlighed spiller sin sidste kamp i Aalborg, med mindre Vikings kan lave sensationen og tvinge Bakken Bears ud i yderligere en kamp i kvartfinalerne. - Jeg kan ikke sige så meget, men jo det er nok min sidste kamp, siger Sami Eleraky. Længe har han været fremhævet som et af de største talenter i dansk basketball. Han startede først med at spille sent, men med sine 213 centimeters højde har han i hvert fald en af forudsætningerne for at kunne nå rigtig langt. Et gammelt ordsprog i basketball siger, at det er nemmere at lære en høj mand at spille basketball, end det er at lære en dygtig basketballspiller at blive høj, og på den måde opfylder han kriterierne. På vej til USA Men ud over sine fysiske fordele har Sami Eleraky lagt masser af træningstimer ind på at blive bedre. Og rygterne om hans evner under kurven har spredt sig med lynets hast. I løbet af denne sæson har flere af de større amerikanske colleges været i Aalborg for at besigtige stortalentet. Og alt tyder på, at han optræder i "Guds eget land" efter sommerferien. - Hvis jeg kan komme på college, så er det det, jeg skal, men jeg har ikke truffet valget om, hvilken skole det bliver endnu. Om en måneds tid regner jeg med at vide mere, siger han. Ud over at være blevet fast starter i Aalborg Vikings har Sami Eleraky også vist sine evner på landsholdet. Sidste sommer var han med til at vinde sølv ved B-EM for u-18 landshold, og der er ingen tvivl om, at han på sigt vil være en bærende spiller for det danske landshold, hvis det vel at mærke kan passes ind i et amerikansk collegeprogram. - Jeg ved jo ikke engang, hvor langt jeg kan nå. Giv mig fem år til at bevise det, og så tror jeg nok, jeg skal vise, at jeg også kan være med derovre, siger han. Mangler styrke Det fascinerende i kvartfinaleserien mod Bakken Bears har været at se ham tage kampen op med Chris Christoffersen under kurven. Den 218 centimeter høje center er den ultimative lakmusprøve for enhver høj spiller i Danmark. - Han er jo bare kæmpestor og tung. Og så er han oven i købet blevet bedre med årene. Han er vel den eneste rigtige center i dansk basket, og jeg lærer utroligt meget af at spille imod ham. Når jeg tager en dyst med ham, så kan jeg godt mærke, at jeg skal bruge mere styrke, selvom jeg har taget en del på i muskler de senere år, siger Sami Eleraky. - Derudover skal jeg også udvikle mit spil. Jeg mangler også at mestre flere bevægelser under kurven, siger spilleren, der kan nå rigtig langt også som professionel. Men selvom Sami Eleraky med al sandsynlighed er færdig i klubben til sommer, så kan vikingerne godt holde en trøje med navnet Eleraky klar. Han har nemlig tre yngre brødre, der alle sammen spiller i klubben. Yngste skud er allerede 1.75 som 10-årig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden