Kæmpetun i Hanstholm

En yderst sjælden tunfisk på 200 kilo er landet på auktionen i Hanstholm torsdag morgen

Pernille K. Damsgaard
Fisken blev solgt på auktion torsdag morgen for 124.000 kroner. Privatfoto.
Dyr 3. august 2017 10:17 - Opdateret 3. august 2017 12:24

HANSTHOLM: Det var lidt af en en sjældenhed, som fiskekutteren HM 128 Borkumrif fra Hanstholm havde med til auktionen torsdag morgen.

Med i lasten var en tun på 200 kilo og godt 2,5 meter fra snude til halespids.

- Det er et meget sjældent syn, siger Birger Dengsø for Dengsö A/S, som købte fisken for 124.000 kroner - eller 610 kroner pr. kilo.

Tunen lever ikke naturligt i vore farvande.

- Jeg tror, den er drevet med en varm strøm, for den kommer jo fra middelhavsområdet, siger Birger Dengsø og fortsætter:

- Desuden så er det jo en stimefisk.

Tunen er fanget 300 mil nordvest for Hanstholm ved Shetlandsøerne.

- Det er aldrig sket før. Desuden er den fanget med bundtrawl, så det er altså helt usædvanligt. Det er faktisk en kæmpesensation, siger Dan Nielsen, der ejer HM 128 Borkumrif, så det er ikke ligefrem hver dag, at han kan sælge en fisk for 124.000 kroner.

- Det er mange penge, så vi klager ikke, siger Dan Nielsen.

Det var hans næstkommanderende på skibet, Henri Højer, der fik fisken i nettet.

Tunen er solgt videre til Kgl. Hofleverandør Jacob Kongsbak Lassen, som er en fiskehandel i København, der har eksisteret i over 130 år.

Birger Dengsø forventer ikke at tjene det store på den flotte fisk.

- Det er mere en gimmick, end det er forretning, siger Birger Dengsø.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...