Kæmpevindmøller i stiv kuling
Hjørring Kommune har indtil nu registreret 800 indsigelser mod vindmøllepark ved Gjurup og Hjørring
HJØRRING: Hjørring Kommune blev grundlovsdag ramt af en veritabel proteststorm mod planer om at placere tre kæmpevindmøller sydvest for Gjurup.
- Det er længe siden vi har modtaget så mange henvendelser til en lokalplan. Der går nogle dage, inden jeg har det fulde overblik over hvor mange, der er kommet og hvad de går på, siger sagsbehandler, arkitekt Niels-Kristian Balle, Team Plan.
Onsdag 5. juni udløb høringsfristen for indsigelser til lokalplanen for opstilling af tre næsten 150 meter høje vindmøller, og blandt papirerne ligger 788 underskrifter, som fem grundejer- og beboerforeninger i Hjørring bys vestlige udkant og Gjurup tog initiativ til at samle. Underskrifterne blev afleveret onsdag til udvalgsformand Jørgen Bing (SF).
- Vi inviterede ham ud til os, hvor vi lavede en lille sjov happening i forbindelse med overrækkelsen, oplyser Rasmus Fagernæs fra Beboerforeningen Kildebjergvej.
Han tilføjer at der efterfølgende er dumpet enkelte flere underskrifter ind af brevsprækken.
De samarbejdende foreninger tog også initiativet til en Stop vindmøller ved Hjørring/Gjurup på internettet, og her havde 215 skrevet under.
- Der er nok mange gengangere, mener Rasmus Fagernæs, som er yderst tilfreds med resultatet.
- Det er overvældende, at så mange støtter vores sag. Vi er ikke imod vindmøller. Det er god og grøn energi, der kommer fra vindmøller, men når vi forklarer at de tre møller kommer til at stå tæt på Hjørring by, så synes flere, at vi har en god sag, siger han.
Deltagerne i indsamlingen er fra grundejerforeningerne på Kildebjergvej, Friskbækvej, Høngårds Ager og Agerhønevej samt beboerforeningen i Gjurup.
Blandt de andre indsigelser Team Plan i Hjørring har registreret imod lokalplanen og et tilhørende kommuneplantillæg er et brev fra Sct. Knudsby Borgerforening.
- Der er også enkelt borgere, som har bemærkninger, lyder det supplerende fra Niels-Kristian Balle.
Når indkomne materiale skal lokalplanen til politisk behandling i udvalget for teknik og miljø.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.