Aalborg

Kærkommen er i betalingsstandsning

Afdelingerne i Aalborg, Hjørring og København lukker

Foto: Peter Broen
Foto: Peter Broen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:59

AALBORG/HJØRRING/BRØNDERSLEV: Hjemmehjælpsfirmaet Kærkommen er gået i betalingsstandsning.

Det får stor betydning for de 4000 kunder, firmaet har i hovedstadsområdet, i Aalborg, i Brønderslev og i Hjørring kommuner.

I Hjørring Kommune berøres 600 borgere af situationen. Heraf har cirka 200 brug for personlig pleje, mens de øvrige cirka 400 borgere udelukkende har modtaget praktisk hjælp, herunder til rengøring.

- Den kommune hjemmepleje vil sammen med Kærkommen tilrettelægge en plan for at overtage opgaverne, lyder det fra Hjørring Kommune i en meddelelse.

Borgere får hjælp

Hjørring Kommune understreger, at de borgere, der har behov for personlig pleje, altså hjælp til personlig hygiejne, påklædning, toiletbesøg med videre, får første prioritet.

- De borgere, der udelukkende får praktisk hjælp, vil snarest få tilbudt den hjælp, de er vant til. Borgere i denne gruppe kan dog opleve, at der kan gå lidt længere tid, inden hjælpen kommer næste gang, skriver Hjørring Kommune.

Samme melding kommer fra Aalborg Kommune. Her overtager kommunens egen leverandør Hjemmepleje Aalborg opgaverne med virkning fra mandag 23. marts klokken 06.00.

- Alle vil fortsat få den personlige pleje, de skal have, siger rådmand Thomas Krarup.

Personlig pleje prioriteres højst

De borgere, der i dag modtager personlig pleje fra Kærkommen, prioriteres, da de er helt afhængige af den daglige hjælp:

- Ældre- og Handicapforvaltningen vil sikre den personlige pleje til samtlige af Kærkommens godt 150 borgere, da denne pleje er helt afgørende for den enkelte borgers velfærd, fortæller rådmand Thomas Krarup.

Leverancen af praktisk hjælp, hvilket typisk er rengøring og tøjvask hver anden uge, til Kærkommens ca. 750 borgere overtages ligeledes af Hjemmepleje Aalborg. Kommunen oplyser, at det forekomme, at hjælpen kan komme på andre tidspunkter end aftalt – i hvert fald indtil de nødvendige personaleressourcer er rekrutteret.

Gå til relaterede emner

Forsiden