Kærligheden sejrede
Afsked med provst Yvonne Nielsen Alstrup
STENUM: Selv om det var afskedens dag, så var der enighed om, at det skulle være en glædens dag. Det er nemlig kærligheden, der har sejret.
Formand for menighedsrådet ved De4Kirker, Knud L. Pedersen, lagde ikke skjul på, at det er kedeligt at tage afsked med sognenes præst gennem 12 år, Yvonne Nielsen Alstrup.
- Men vi må erkende, at kærligheden har sejret, sagde Knud L. Pedersen med henvisning til, at Yvonne Nielsen Alstrup har forelsket sig i en mejerist i Bjerringbro.
Knud L. Pedersen roste Yvonne Nielsen Alstrup for det kirkeliv og det fællesskab, hun har skabt i de fire sogne.
- Du har lagt et kæmpe engagement for dagen i de fire sogne. Du møder folk i sorg og glæde, og du er i meget høj grad indlevelses-parat.
- Kirken er ikke til hurtige beslutninger og hurtige handlinger, og nogle gange kommer din tålmodighed således på prøve.
- Du har gjort kirken vedkommende for os. Du er indbegrebet af en rummelig kirke, sagde Knud L. Pedersen.
- Det begyndte med Tolstrup, Stenum og Ø. Hjermitslev, og senere er Thise kommet til.
Koret havde skrevet en speciel sang til Yvonne Nielsen Alstrup.
Yvonne Nielsen Alstrup har været provst i Brønderslev Provsti i de seneste seks år.
Yvonne Nielsen Alstrup siger, at hun vil forsøge at finde det sted, hvor hun kan gøre bedst gavn for Folkekirken - gerne med visionsarbejde, gudstjenesteudvikling og menighedsarbejde.
Hun synes selv at det har været spændende at være med til at udvikle kirkelivet på tværs af kirkerne.
Det var ikke kun præsten og provsten, der blev taget afsked med. Også kirketjener og graver Knud Erling Nielsen stopper efter 20 år ved kirkerne, og bogholder Annita Pedersen siger farvel efter otte år. Kirkekontoret i Brønderslev overtager regnskaberne.
Knud L. Pedersen håber, at der kan ansættes en ny præst omkring 1. februar.
Det var et fyldt Stenum Kulturhus, der lagde rammer til afskedsfesten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.