Kaffemaskine og bar i gave
Gamle barer var nedslidte. Nu har vennerne fået nye
BRØNDERSLEV: Bjørnebanden, der har base på BI Centeret, har netop investeret i en såkaldt stilladsbar samt en kaffemaskine, der kan forsyne kaffe-tørstige markedsgæster under Brønderslev Marked.
Prisen for bar og kaffebrygger er 28.300 kroner, og den glade giver var Tuborgfondet.
Pengene blev overrakt af områdechef Claus Bay Mortensen fra Carlsberg Danmark, da mændene fra Bjørnebanden havde træf i BI Centeret forleden. Her var én af tre nye barsektioner stillet op og fristede med morgen-tag-selv-brød.
- Vi havde nogle gamle barer her på BI Centeret, som vi brugte til fester. De er bygget for mange år siden, og er meget tunge og de var i stykker. Derfor søgte vi om stilladsbarer hos Tuborgfondet. De kan bruges her i centeret, til Open by Night i midtbyen og til Brønderslev Marked, hvis vi finder på nye tiltag her, fortæller Søren Ø. Christensen fra Bjørnebanden.
Investeringen i kaffemaskinen var nødvendig, idet den gamle kaffemaskine gik i stykke under sidste års marked.
Bjørnebanden har to gange tidligere modtaget donationer fra Tuborgfondet. Blandt andet har foreningen fået penge til en projektor samt lærred og til klapborde, der blandt andet benyttes, når der er hobbymesse i BI Centeret. Og Søren Ø. Christensen vil ikke love, at sidste ansøgning er sendt af sted.
- Vi skal nok finde på nye ideer, smiler han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.