Åsted

Kaffemik om drikkevand i Åsted

Regionen inviterer på kaffe og lægger op til dialog med Frederikshavn Kommune om drikkevandsressourcer

Det er i dette naturskønne område ved Åsted, regionen vil tillade gravning efter sand. Det synes kommunen og en række naboer er en decideret dårlig idé. Nu mødes kommunen og regionen over en kop kaffe og forsøger at finde en mindelig løsning. Foto: Peter Broen
Det er i dette naturskønne område ved Åsted, regionen vil tillade gravning efter sand. Det synes kommunen og en række naboer er en decideret dårlig idé. Nu mødes kommunen og regionen over en kop kaffe og forsøger at finde en mindelig løsning. Foto: Peter Broen

ÅSTED: Regionsrådet indkalder nu Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen, udvalgsformænd og forvaltningen til et møde om de omstridte planer om at grave efter råstoffer på Ravnsholtvej i Åsted.

En række beboere og Frederikshavn Kommune har protesteret imod planerne, da de frygter for drikkevandsressourcerne i det naturskønne område.

- Nu tager vi et møde og ser om vi i fællesskab kan finde en løsning, der både sikrer udnyttelse og beskyttelse, siger Henrik Ringbæk Madsen (S), formand for regionens udvalg for Infrastruktur, Klima og Miljø.

- Kan lade sig gøre

Udvalget fik ifølge formanden tirsdag en grundig gennemgang af konsulenter, der mener, at det godt kan lade sig gøre at grave efter råstoffer uden at belaste drikkevandet.

- Det gør man i andre regioner. 60 procent af de steder i landet, hvor der i dag graves efter råstoffer, ligger i drikkevandsområder. Fagligt set kan det lade sig gøre. Spørgsmålet er om vi vil det.

- Lovgivningen siger, at regionen skal sørge for, at der er råstoffer. Det var derfor, man fjernede området fra kommunerne - og at landets kommuner skal behandles ens. Vi har helikopteroverblikket og det overordnede hensyn, og siger vi nej til at grave i Frederikshavn Kommune, kan andre kommuner komme og ønske det samme, siger Henrik Ringbæk Madsen.

Koks i postlisterne - igen

Undervejs i det lange sagsforløb er indsigelser fra Frederikshavn Kommune flere gange blevet væk og forsinket, og den trend fortsætter tilsyneladende.

NORDJYSKE har søgt aktindsigt, og det viser sig, at en indsigelse fra Frederikshavn Kommune optræder på regionens postliste 4. maj. Ikke desto mindre står der i sagsfremstillingen, at indsigelsen først er modtaget 10. juni.

- Der er ingen, der har nogen interesse i at skjule noget. Regionens forvaltning er i princippet ”ligeglade”, men der er tilsyneladende en fejl i regionens postsystem.

- Det vigtigste er, at alle relevante oplysninger var på bordet til tirsdagens møde, siger Henrik Ringbæk Madsen.

Han forventer, at mødet med Frederikshavn Kommunes repræsentanter vil blive afholdt i nærmeste fremtid og senest om en måned.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden