Kampgejst og OL-hygge
HJØRRING: De skarpe sving blev på det nærmeste rundet på to hjul, da de ældre kombattanter kørte parløb på duocykel. Sekunderne var på spil, og deltagerne lagde i den grad kræfterne i for at give modstanderne baghjul.
Cykelræs og kørestolsringridning var bare et par af de discipliner, der blev dystet i på Vellingshøj Ældrecenter i går, da fire ældrecentre og to aktivitetscentre for tredje år i træk var samlet til OL.
- Når vi ser tv, er det sportstrænede unge atleter, der deltager, men det behøver det jo ikke være. Alle kan være med - og det skal vi fortsætte med livet igennem, lød det fra udvalgsformand Lilli Damsgaard, der åbnede OL-dysten.
Og alle var med. Og både atleter, hjælpere, ansatte, tilskuere og heppekor fik en aktiv og hyggelig dag fyldt med gode grin, god mad, musik - og ikke mindst medaljer.
Deltagerne kom fra Vikingbanke, Lynggården, Mariebo og Vellingshøj ældrecentre samt aktivitetscentrene på Lynggården og Vellingshøj.
Anette Hastrup, leder af Vellingshøjcenteret, bød velkommen til de mange gæster efter en festlig indmarch. Og hun glædede sig over den store opbakning - og ærgrede sig lidt over, at solen ikke var med som gæst.
- Vi vil gerne give de ældre fra de fire ældrecentre nogle gode oplevelser. Og det med at komme på besøg hos hinanden og se beboere fra de andre centre kan også betyde, at vi måske kommer på besøg hos hinanden i dagligdagen.
Dagen blev fotograferet og filmet, og der følger i det kommende år et eller flere OL-efterspil.
- Vi holder mindedage, hvor vi drikker kaffe, ser OL-billeder og tænker tilbage på en hyggelig dag - og glæder os til næste år.
Inden OL, har beboerne i øvrigt trænet i de forskellige discipliner.
Værtscenteret havde selv fem hold i dyst.
- Men alt i alt er der 17 hold - og alle er aktive på en eller anden måde. Vi mikser holdene, så alle - også med et handicap - kan være med, tilføjer Anette Hastrup.
Hun tilføjede, at der dagen igennem var dopingkontrol af deltagerne - en gimmick, som udøverne var helt med på.
- Og sidste år blev jeg taget i doping - eller hvad nu det var for noget, grinede Anette.
Dagen blev afrundet med kaffe og OL-kage fra centralkøkkenet.
- Og så danser vi, hvis de har mere krudt tilbage, sagde Anette med et nik ud over området, hvor kampene var i fuld gang og hepperne højlydt drev deres venner frem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.