Kampvalg til ny friskole
Der var rift om at komme i bestyrelsen for Agersted Friskole - 60 børn er klar til at gå på skolen
AGERSTED: Agersted Friskole er oppe på 60 børn, hvis forældre har tilkendegivet, at de regner med at sende børnene hen på den ny skole - og skolen har fået en bestyrelse med Jakob Hassingboe som formand, Kasper Stokbro som næstformand og Anna-Grethe Christensen som kasserer.
Det er status efter at der har været generalforsamling for den nye skole, der planlægges søsat til august næste år, hvor folkeskolen i Agersted står til at lukke.
Jakob Hassingboe, der også har været med i initiativgruppen bag skolen, melder om en rigtig god stemning på generalforsamlingen. Der var fremmødt 62 voksne plus børn.
- Vi informerede kort om, hvor vi var henne i processen, og vi har også understreget, at det også handler om en børnehave i Agersted, så vi opfordrede folk til at stille op både med henblik på skole og børnehave. Vi fik sammensat en fin bestyrelse, siger han.
Der var kampvalg om pladserne i bestyrelsen - 11 stillede op, og der skulle bruges syv. Det var også fem kandidater til de to pladser som suppleant.
Der var på generalforsamlingen også lejlighed til at stille spørgsmål - det var især økonomi, spørgsmålene gik på - og der blev vedtaget vedtægter.
Positiv melding fra 60 børn
Den nyvalgte bestyrelse trådte sammen tirsdag, hvor de konstituerede sig.
En af deres første opgaver bliver at få ansat en skoleleder og at snakke mere om værdigrundlag, og så er der en hel masse praktiske ting, de skal i gang med.
- Værdigrundlaget kommer til at tage udgangspunkt i elevernes talenter og styrke, og vi får fokus på læring og trivsel, fortæller Jakob Hassingboe, der melder om en positiv stemning omkring friskolen i hele byen.
I en uges tid har forældrene haft mulighed for at aflevere tilkendegivelsessedler på, om man planlægger at sende sine børn i friskolen, og det har der været god respons på.
- Der er vi oppe på 60 børn. Der er også mange, der er i tvivl, som ikke har svaret endnu. Men der er 86 elever på skolen i dag, så vi har fat i en stor bid af dem indtil videre, og det tyder jo godt, siger Jakob Hassingboe, der vurderer, at et grundlag på 60 vil være nok at begynde på.
- Men vi regner med, at vi kommer op på 80 børn, vurderer han.
Den nyvalgte bestyrelse består af Jakob Hassingboe, Roland Christensen, Marlene Hedegaard, Kasper Stokbro, Anna-Grethe Christensen, Anne Marie Orry Amby og Britta Brogaard, mens suppleanterne blev Bjørn Christensen og Mette Thomsen.
Der bliver indskrivning til den nye skole 9. januar - i form af en indskrivningsfest.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.