Kanelsneglen er truet af EU
EU sætter grænse for brugen af kanel - bagerne er utilfredse

Den danske kanelsnegl er truet - af EU.
DANMARK:De danske bagere skal til at overveje, hvor meget kanel, de putter i deres kanelsnegle, skriver dr.dk.
En EU-forordning regulerer nemlig, hvor stor en mængde af stoffet kumarin, der må være i europæernes kost. Kumarin, der i større mængder kan skade leveren, findes især i de kaneltyper, industrien og bagerne foretrækker.
Der er forskellige grænseværdier for, hvor meget kumarin, der må være i traditionelt og sæsonbetonet bagværk og i almindeligt ”fint bagværk”. Det er her, at den danske kanelsnegl kommer i fare.
Skal overholde grænseværdi
Fødevarestyrelsen har sat to grænseværdier for kumarin. En høj for ”traditionelt bagværk” og en lav for andet bagværk. Og Fødevarestyrelsen mener ikke, at en kanelsnegl hører til i kategorien traditionelt dansk bagværk.
Derfor skal kanelsneglen overholde en lav grænseværdi på 15 mg. kumarin pr. kilo. Til sammenligning må julesmåkagen indeholde 50 mg. pr. kilo, hvilket er næsten fire gange så meget.
Bagerne er utilfredse
Bagerne er ikke tilfredse med, at Fødevarestyrelsen ikke vil anerkende kanelsneglen.
- Kanelsnegle og kanelstænger er jo traditionelt bagværk, siger Hardy Christensen, der er bager og formand for de danske bagere og konditormestre.
- Det hører jo ingen steder hjemme, at man vil forbyde kanel. For det har vi jo brugt i dansk bagværk lige så lang tid, man kan huske tilbage, siger Hardy Christensen til DR.
- Det har vist sig, at de fleste bagere kan overholde grænseværdierne, men der er også nogen, der ikke kan. Og det har vi fokus på, siger Birgit Bønsager, der er konsulent i Fødevarestyrelsen.
I Sverige har de svenske fødevaremyndigheder godkendt kanelbollen som traditionelt svensk bagværk.
Men Fødevarestyrelsen er uenig i svenskernes fortolkning af EU-reglerne.
- Vi fortolker forordningen på den måde, så forbrugerne ikke får for meget af det her stof. Og så bliver kanelsnegle og andre kanelkager nødt til at overholde den lave grænseværdi, siger Birgit Bønsager fra Fødevarestyrelsen.
Vil gerne appellere
Det mener de danske bagere er urimeligt. De håber derfor på en appel-mulighed:
- Det drejer sig om, at vi kan beholde kanelsnegle og kanelstænger i Danmark. For hvem kan drømme om et morgenbord, uden der er et rundstykke, en spandauer og en snegl, spørger bagerformand Hardy Christensen i Radioavisen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.