Aalborg

Karneval: Her spærres gaderne i dag

Paraderne medfører store trafikale ændringer i Aalborgs midtby. Klik ind og se om du bliver berørt

Karnevalsruterne i Aalborg. Grafik: Jette Klokkerholm

Karnevalsruterne i Aalborg. Grafik: Jette Klokkerholm

AALBORG:Det store karnevalsoptog gennem Aalborgs gader i dag medfører store trafikændringer i midtbyen det meste af dagen.

En række gader vil være spærret for biler, busser, cykler osv.

Derfor opfordres bilister og andre trafikanter til at vælge alternative ruter, i hvert fald indtil ca. kl. 22.

Traditionen tro starter karnevalsdagen formiddag med stjerneoptog, der samler sig i den store parade ad Vesterbro til Kildeparken, og noget tyder på, at der i år bliver ekstra pres på. Salget af karnevalsarmbånd nærmer sig 35.000.

Tidligere start fra Vestbyen

De tre stjerneoptog starter fra havnen i Nørresundby. Start e r kl. 10 - en time tidligere i forhold til året før. Desuden udgår optog fra p-pladsen på Østerbro ved Skat samt Kastetvej ved Haraldslund. Begge lægger fra land kl. 11.

Broen lukket i tre timer

Følgende veje i Aalborg lukkes for kørende færdsel:

- Nyhavnsgade til Vesterbro vil være spærret ca. kl. 10.30-13.

- Kastetvej til Vesterbro vil være spærret ca. kl. 10.30-14.

- Østerågade er spærret mellem Nytorv og Ved Stranden fra ca. kl. 9 til ca. kl. 14.

- Prinsensgade fra Danmarksgade til Vesterbro vil være spærret fra ca. kl. 8.30 til ca. kl. 19.30.

- Vesterbro vil på strækningen fra Borgergade til Hasserisgade være spærret ca. kl. 8.30 til ca. kl. 19.30.

- Vesterbro vil på strækningen fra Hasserisgade til Østre Alle være spærret ca. kl. 8.30 til ca. kl. 24.

- Hasserisgade er lukket ca. kl. 8.30 til kl. ca. 19.30 ved Anders Borks Vej for kørsel mod Vesterbro, og trafikken ledes i stedet ad Anders Borks Vej.

- Limfjordsbroen lukker ned for trafik kl. 10 til ca. kl. 12.30.

Politiet påpeger, at alle angivelser er cirka-tidspunkter, og at der ventes masser af affald på gaderne efter de store optog. Først når affaldet er fjernet, kan trafikken igen afvikles på ”forsvarlig vis”, lyder det fra Nordjyllands Politi.

Busruter ændres

Det store karneval betyder også omlægning af busruter gennem Aalborgs bymidte. Du kan se mere om de ruteændringer på www.nordjyllandstrafikselskab.dk.

På trods af de mange afspærringer i bymidten vil det være muligt for bilister at nå frem til p-pladser nær Nytorv.

I dagens anledning åbnes busgaden ved Medborgerhuset/biblioteket nemlig for al kørsel i begge retninger, så bilister skulle kunne nå frem til p-pladserne ved Friis, Salling og Føtex.

Men bilisterne skal selvfølgelig være opmærksomme på de ekstra mange fodgængere i bymidten i forbindelse med karnevalet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.