Karneval tjente penge for tredje år i træk

Overskud på en lille million lover godt for fremtiden, siger formand

Niels Brauer
Publikums- og vejrmæssigt blev 2018-udgaven af Aalborg Karneval en stor succes, hvilket nu viser sig afspejlet i regnskabet. Arkivfoto: Andreas Falck
Aalborg karneval 13. september 2018 06:06

AALBORG: Med 80.000 deltagere og høj blå himmel over Aalborg var der grund til optimisme også på det økonomiske plan, og forventningerne blev rigeligt opfyldt i det regnskab, Aalborg Karnevals generalforsamling netop har godkendt.

Med alle indtægter fratrukket udgifter stod der et plus på godt 961.000 kroner tilbage og det til trods for, at der på forhånd var budgetteret med et resultat tæt på nullet. Forklaringen på dét er ifølge karnevalets formand Mette Bugge fremgang på alle betydelige indtægtskanaler samt det forhold, at omkostningerne stort set er holdt i ro til trods for, at der har været plads til større investeringer i kunstnerisk udvikling, sanitet og sikkerhed.

Med resultatet kan foreningen bag Nordeuropas største karneval konstatere, at der er overskud for tredje år i træk, hvilket betyder, at karnevalets egenkapital er genskabt. Med årets overskud lyder egenkapitalen på godt 3,3 millioner kr.

Endvidere noterer formanden sig med tilfredshed, at årets karneval af både politi og beredskab betragtes som et roligt og sikkert arrangement, hvorved denne del af karnevalets grundlæggende værdisæt også er opfyldt.

- Det er skønt at opleve en parade fyldt med glade deltagere, som i den grad udfylder den ramme, vi stiller til rådighed som forening. Aalborg Karneval er Nordjyllands absolut største kulturevent og lysten

til at deltage aktivt i denne fest stiger år efter år, siger Mette Bugge, der i forhold til de mange deltagere glæder sig over, at en voksende andel ønsker at bidrage økonomisk til festen, idet der i år blev solgt 45.000 mod 39.000 i 2017.

Niels Brauer
Et bæredygtigt Aalborg Karneval kræver et overskud på niveau med dette års - hvert år, fastslår Mette Bugge. Arkivfoto: Bente Poder

- Vi er i karnevalsbestyrelsen og sekretariatet stolte over den opbakning, vi møder, og det giver os tro på, at vi i fremtiden kan fortsætte med at forløse det store potentiale, som karnevalet rummer.

Trods det positive resultat, agter foreningen bag folkefesten ikke at hvile på laurbærrene, understreger hun.

- Vi er helt sikkert godt på vej i den rigtige retning, men hvis Aalborg Karneval skal være bæredygtigt, skal vi hvert år kunne præstere et overskud af denne størrelse - omkring 10 procent af den samlede omsætning. De seneste år har vi været begunstiget af godt vejr, og selvom vi håber at det gode vejr fortsat er med os, så er det vigtigt, at vi har penge på kontoen til et år, hvor vi har vejret imod os, siger hun.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...