Kartofler sat til ny høst
Den varme sommer har inspireret kartoffelavler i Store Vildmose til forsøg
AABYBRO: Kartoffellægning omtrent i august? Forbipasserende troede ikke egne øjne, for det hører da foråret til.
Men den er god nok: Landmand Jens Dalsgaard på Dammosegaard i Store Vildmose har i denne uge lagt kartofler i jorden til en høst nummer to.
Om to måneder håber han at kunne høste kartofler igen. De når ikke fuld størrelse, men bliver høstet som ca. fire centimeter store knolde, og vil blive solgt som ”Vildmose Babies”.
Populære små kartofler
- Babykartoflerne er blevet vældigt populære, fortæller Jens Dalsgaard, der har truffet en aftale med firmaet AB Catering i Nørresundby om salget.
- Det er et forsøg, forklarer han. Det kan lykkes, hvis det tørre vejr fortsætter. Sætter det ind med en våd sensommer, bliver udbyttet næppe stort.
Forsmag på klimaforandring
Jens Dalsgaard er en af de store avlere af vildmosekartofler med et samlet areal på 150 hektar. Forsøget er kun sat i værk på et lille hjørne af bedriften, ca. 10 hektar.
- Jo, det kunne ligne en forsmag på, hvad der venter, hvis klimaforandringen slår rigtigt igennem, erkender Jens Dalsgaard.
Det er sådan, sommeren har været, og når nu han havde et parti læggekartofler til overs, og der er efterspørgsel på varen, skulle det da lige prøves.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.