Fjerritslev

Kasper gjorde hobby til levebrød

IT-nørden Kasper Grapenthin Jensen fik iværksætterhjælp til at springe ud som selvstændig med GJcomputer

27-årige Kasper Grapenthin Jensen har netop startet sin egen virksomhed - GJcomputer. Han betragter sig selv som en it-nørd og har hele sit liv beskæftiget sig med computere.
27-årige Kasper Grapenthin Jensen har netop startet sin egen virksomhed - GJcomputer. Han betragter sig selv som en it-nørd og har hele sit liv beskæftiget sig med computere.

FJERRITSLEV: Kasper Grapenthin Jensen er uddannet it-teknolog fra UCN i Aalborg. Han havde svært at finde beskæftigelse efter endt uddannelse og valgte derfor at blive selvstændig erhvervsdrivende.

I sit firma GJComputer laver Kasper Grapenthin Jensen webshops, hjemmesider, reparationer af hardware, hjælp til installering af software og andre softwareproblemer samt udskiftninger af skærme på mobiler og tablets. Han er 27 år gammel og er stort set født med en pc i hånden.

- Jeg husker den første computer, jeg havde. Den havde floppydisk, og det var stort dengang, smågriner Kasper Grapenthin Jensen, der altid har været fascineret af den digitale verden.

Til at begynde med drives virksomheden fra privaten på Fredensvej 4 i Fjerritslev, men drømmen er en fysisk forretning. Lige nu fokuserer han på at få sin kerneforretning op at køre. I efteråret var han på iværksætterkursus under Vækst Jammerbugt, hvilket han har været meget tilfreds med.

- På det kursus fik jeg blandt andet et godt indblik i regnskab og markedsføring. Dernæst var der også undervisere fra banker og forsikringsselskaber, og det gav altså meget, fortæller Kasper Grapenthin Jensen, som føler sig godt klædt på til at springe ud som selvstændig.

Gå til relaterede emner

Forsiden