Katteaids hærger i landsby

Sygdommen, der er helt ufarlig for mennesker, breder sig i Sønder Onsild, hvor vildkatte indfanges

Jesper Poulsen
Selv om katten har ni liv, er aids en alvorlig sag for dyret. Katten her er ikke smittet, og myndighederne forsøger at få bremset sygdommen ved at fange og teste løse katte i det berører Sønder Onsild område. Privatfoto
18. maj 2017 08:28 - Opdateret 18. maj 2017 10:31

ONSILD: Mindst ni vildkatte i Sønder Onsild-området med sygdommen "katteaids" har fået myndighederne i aktion.

Man forsøger i denne tid at indfange alle herreløse katte i området for at teste dem.

Sygdommen kan ikke smitte mennesker.

Ej heller andre dyrearter.

Den smitter udelukkende katte indbyrdes - typisk ved bid eller krads.

På kattejagt i Sønder Onsild

Men der kan gå op til 10 år, før sygdommen udvikler sig.

Til gengæld er "katteaids" - eller FIV - en uhelbredelig virussygdom, der ikke kan forebygges via vaccination.

Derfor har alle borgere i Sønder Onsild Stationsby fået brev med besked om fire planlagte indfangninger.

Den første fandt sted 19. maj.

Efterfølgende har kommunen i samarbejde med Dansk Dyreværn Århus og Min Ven Katten Hobro planlagt indfangninger 2. juni, 9. juni og 16. juni.

Pas på din tamme kat

- På de dage opfordrer vi borgere, hvis katte ikke er øretatoveret, til at holde katten inden døre - eller give dem halsbånd på, anbefaler Anita Sønderup fra Min Ven Katten Hobro.

Tre af de ni tilfælde af FIV (Feline Immunodeficiency Virus) blev konstateret hos herreløse katte indfanget på Kærvej.

Som beskrevet behøver du alene frygte for din tamme huskats ve og vel - ikke for dit eget helbred.

Herom skriver Hobro Dyrehospital:

Typisk ved bidskader

"For at undgå mytedannelser vil vi gerne orientere om fakta omkring sygdommen, da ordet "katteaids" let kan give anledning til unødig bekymring.

Katteaids skyldes et virus, som er i familie med det virus, der giver aids hos mennesker.

Men sygdommen kan ikke smitte mennesker eller andre dyrearter - den smitter kun mellem katte.

Virus overføres mellem kattene ved bidskader, så katte, der lever som vildkatte, er væsentligt mere udsatte end tamkatte.

Mange af bidskaderne opstår i forbindelse med kampe om territorium og i forbindelse med parringer.

Killinger kan smittes som fostre og kan derfor fødes som bærere af katteaids.

Der kan gå lang tid fra katten er smittet til den bliver synligt syg - i nogle tilfælde op til 10 år.

Men når katten først er blevet smittet, så vil den have infektionen resten af livet".

Familiedyrlæger slog alarm

Det var hos Familiedyrlægerne i Hobro, at man valgte at varsko kommunen.

- I forbindelse med vores arbejde med at indfange og hjælpe herreløse katte ud i nye hjem har vi lavet stikprøver for FIV og FELV (katteaids og katte-leukæmi).

- Og vi har desværre fundet rigtig mange FIV-positive katte i Mariagerfjord Kommune, anfører dyrlæge Søren Haubro.

- Symptomerne på, at en kat er smittet med katteaids, er mange, idet sygdommen svækker kattens immunsystem og dermed gør den mere modtagelig for andre sygdomme.

Mange symptomer

- Derfor vil smittede katte kunne vise sig med alle mulige forskellige tegn på infektionssygdomme som mundhuleinfektioner, hyppige bylder, influenza-lignede symptomer og generel "skranten", uddyber Søren Haubro.

Diagnosen katteaids stilles ved undersøgelse af en blodprøve. Da en smittet kat ikke kan helbredes, kan du kun selv forsøge at afværge, at dyret udsættes for smitte.

- Smitterisikoen for din kat kan reduceres væsentligt ved, at du lader den kastrere eller sterilisere, da det netop er i forbindelse parringer og territorie-stridigheder, at den største risiko for smitte med katteaids forekommer, anbefaler dyrlæge Søren Haubro.

Alle indfangede katte testes for sygdommen. Er testen positiv, må dyret nødvendigvis aflives.

Hvis ikke, kommer katten på internat, eller der laves andre foranstaltninger for kattens videre liv.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...