Keller vandt hård fight
Dominans blev afløst af hårde infights

Torben Keller blev hårdt testen ved Nordic Fight Night i Kolding, men dominerede de første fem omgange. Arkivfoto: Photo Wende Photowende
KOLDING:Nordjyske Torben Keller var kommet på karrierens hidtil hårdeste prøvelse, da han fredag aften steg op i ringen til Nordic Fight Night-Stævnet i Kolding.
Efter at det planlagte danskerbrag mod Ahmed Khaddour gik i vasken, da Khaddour trak sig og endnu en modstander også medlte forfald, endte Keller med at skulle møde den meget erfarne brite Bradley Pryce. For briten en chance for for alvor at få karrieren på ret køl, mens Torben Keller kunne tage en stor skalp og bevæge sig op i hierarkiet. Pryce har adskillige titelkampe bag sig og dermed noget mere vant til at optræde på den store scene - samtidig var det første gang i karrieren, at Torben Keller var sat til at skulle gå 10 omgange.
Første omgang blev ret afventende med Kellers om den styrende bokser i midten af ringen, dygtigt kontrollerende med jabbet og et par enkelte gode dybe træffere, mens Pryce holdt sig meget i ro.
I anden omgang steppede Keller tempoet en tand op og straffede Pryce, da briten forsøgte sig med et fremstød. Et højre hook bragede ind under venstre øje og efterlod med det samme en pæn bule. Desuden fandt jabbet flere gange vej igennem de britiske parader.
Og så kunne Keller begynde at bokse sin egen stil. Briten traf med et par jabs, men så snart han fik mod på mere blev han straffet i Kellers fænomenale kontraboksning, og i de sidste ti sekunder gik Keller for alvor i offensiven med et to hårde hooks, der traf rent.
Fjerde omgang fortsatte med at vise, at han har fået tillagt sig en mere kynisk boksning - noget man første gang så i KO-sejren mod Gary Boulden i Frederikshavn. Nådesløst straffede han åbningerne hos Pryce, der efter fire omgange var gevaldigt forslået, mens Keller snap havde fået en skramme.
Samtidig var Keller langt hurtigere end briten. Kontraboksningen sad effektivt, og når han en sjælden gang blev fanget, undveg han lynhurtigt, og midtvejs i kampen havde han vundet alle fem omgange.
I sjette omgang lykkedes det for briten at gøre det til lidt mere af en slugfest, men Kelelr ramte bedst på en god kombination venstre-højre i midten af omgangen.
Keller tabte dog syvende omgang, hvor briten igen gik tæt på nordjyden, og det var Pryce, der havde taget teten, mens Keller virkede underligt passiv - måske mærket af den lange kamp.
I ottende omgang fik Torben Keller en flænge efter en af de mange infights, og igen var det briten, der pressede på. Men Keller sluttede omgang med at fange briten på flade fødder med et godt hook. I niende omgang lugtede briten naturligt nok blod, men Keller fik lidt gang i kontraboksningen igen. Men mod slutningen af omganen begyndte flængen at bløde igen, og det var tydeligt, at Keller nu blot koncentrerede sig om at få kampen færdig, da han stadig førte på point.
Sejren kunne der dog ikke pilles ved. 98-92, 99-91, 99-91 lød den på dommersedlerne - hvilket nok var en anelse flinkt. NORDJYSKE Scorede den 97-93.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.